Kobberbryllup - fornyelse af løfter

Jeg har endnu en gang haft den store glæde at forrette en vielse. Denne gang var det et kobberbrudepar, som står mit hjerte meget nær, der ønskede at bekræfte de løfter de engang gav hinanden.

Vi lavede en ceremoni, som var bygget over den almindelige daglige ceremoni. Vi startede med Sanrai, hvorefter alteret blev åbnet på traditionel vis. Derefter reciterede vi Sangemon og Hjerte Sutraen sammen med alle gæsterne, og så fulgte selve vielsen, først med min tale, og derefter med bekræftelsen af løfterne:

”Hvad er det gode ægteskabs særkende? I burde kunne svare mig, for I har 12 ½ års erfaring med det gode ægteskab.

”Jeg tror at en vigtig ingrediens er harmoni. Harmoni opstår når man opfører sig ansvarligt, når man er tålmodige med hinanden og med livet, og når man indser, at nok er man to, men at man er ikke afgørende forskellige.

”Mennesket er generelt meget optaget af forskelle. Det er lidt besynderligt, for i bund og grund er vi faktisk ret ens. Betragter vi to mennesker ganske tæt på, i et mikroskop, så er der ikke den helt store forskel, og hvis vi ser langt fra, som om vi var et væsen fra en anden planet der skulle lære om den menneskelige race, jamen så er de også ret ens.

”Forskellene kan udelukkende findes et sted imellem de to betragtninger – og hvorfor skal vi tillægge dem så meget vægt, når det netop er ideen om forskel der skaber ufred? Den buddhistiske munk Shantideva skriver:

”Jeg ønsker lykke, og jeg ønsker at leve i glæde

- andre ønsker akkurat som jeg.

Hvad er det da ved mig som er så særligt,

At jeg kun vil skabe lykke for mig selv?

”Et ægtepar, som vælger at gøre denne indlysende sandhed til deres grundpræmis, har skabt mulighed for at ægte harmoni kan opstå mellem dem, til glæde for både dem og deres kære.

”Den lykke vi så inderligt ønsker os, kommer af vores gode tanker, ord og handlinger; den kommer af venlighed og omsorg. Når man bærer hinanden blidt i sindet, og når man vælger at den andens lykke er ligeså vigtig som ens egen, så har man fundet kærligheden.

”Tine og Jørgen, I ved godt, at ægte kærlighed er at ville give; at det ikke er at ville have. Ægte kærlighed er ønsket om at elske, det er ikke ønsket om at lave sin elskede om. I har levet med denne kærlighed i mange år, og den skal også være jeres fundament fremover.

”Et bryllup handler om Det Store Valg, det store ’JA’, men kærligheden kan ikke bestå på bare et enkelt JA – den kan kun bestå gennem de mange små valg; gennem hver eneste dags valg af hinanden. Med alle de små valg åbner man sit hjerte, og siger ja til kærligheden, og netop derved holder man den i live.

”Det er ikke altid nemt at vælge klogt; det er ikke nødvendigvis nemt at vælge lykken. Men finder man en god ven at dele livet med, bliver det meget nemmere. I har hinanden; I har fundet en god ven – og I har bevist, at når man husker at være hinandens gode venner, giver man både kærligheden og lykken gode kår.

”I har levet sammen i omsorg, kærlighed og tillid. I har valgt hinanden, hver eneste dag – hvert eneste øjeblik. I har levet op til det sande omfang af det løfte, jeres ægteskab bygger på.

”Og derfor spørger jeg nu dig, Jørgen, om du vil bekræfte dit løfte om at leve med Tine i kærlighed, og hjælpe hende med ikke at gøre noget ondt, at gøre alt hvad der er godt, og rense sit sind?

”Ligeledes spørger jeg dig, Tine, om du vil bekræfte dit løfte om at leve med Jørgen i kærlighed, og hjælpe ham med ikke at gøre noget ondt, at gøre alt hvad der er godt, og rense sit sind?

”Tine og Jørgen; I er bundet sammen i kærlighed. Gå med fred.”

Derefter lavede brudeparret en røgelsesofring, med en bøn for deres liv sammen, og endelig blev alle gæsterne inviteret til at deltage i ofringen. Det var meget rørende at se især børnene gå til opgaven med så stor alvor og oprigtighed!

Brudeparret ønskede sig at vi afsluttede ceremonien med en anden videregivelse end den traditionelle, fordi den traditionelle kan være svær at forholde sig til for de som ikke er fortrolige med buddhismen. Derfor valgte vi denne videregivelse:

”Jeg ønsker lykke, og jeg ønsker at leve i glæde

- andre ønsker akkurat som jeg.

I respekt for dette ønske

håber jeg at det gode vi sammen skaber

må gavne alle der søger lykke,

og blive Tine og Jørgen til glæde i deres ægteskab.”

Det var en helt vidunderlig dag, og en meget stor glæde for mig at få lov at være med til. Det bliver en dag jeg sent skal glemme!

Diamant Sutraen

Diamant Sutraen har en spændende historie, som er værd at tage med, når man interesserer sig for værket. Den blev fundet i den kinesiske by Dunhuang i starten af det 18. Århundrede, som en del af et større, spektakulært fund.

Byen Dunhuang var der en militær forpost på Kinas nordvestlige grænse, ud mod Silkevejen. Silkevejen forbandt det centrale Asien med den vestlige verden, og den fungerede først og fremmest som handelsrute, men også religiøse og filosofiske tanker udbredtes med de handlende. Adskillige buddhistiske munke, og i øvrigt også mange andre ’religiøse specialister’, levede i huler og små samfund langs ruten. Da Kina i 854 forbød buddhismen, blev mere end 4600 templer lukket, og munke og nonner fra disse steder blev sendt tilbage til det verdslige liv. Tyve år senere ophævede den nye kejser forbuddet, men den kinesiske buddhisme kom aldrig helt tilbage til fordums storhed.

I 1127 blev Dunhuang invaderet af nomader nordfra. Under invasionen blev en af hulerne brugt som gemmested for tusindvis af buddhistiske sutraer og andre tekster. I de følgende århundreder synes al erindring om dette enorme lager at være gået i glemmebogen, men alle de vidunderlige skatte klarede sig frelst igennem til det tyvende århundrede. Hele området blev tilsidesat og til sidst glemt mod slutningen af Ming dynastiet, og lå begravet i ørkenens sand igennem mange år.

I starten af 1900-tallet udnævnte en kinesiske daoist, Wang Yuan-lu, sig selv som vogter for disse tempel-huler. Wang opdagede et afskærmet område bag en korridorer, og bag den skærmende væg viste der sig at være mere end 10.000 forskellige buddhistiske tekster og andre materialer der alle daterede sig tilbage til tiden fra 406-1002. Der var skrevne manuskripter, silkemalerier, Buddha-statuer og andre religiøse artefakter. Teksterne var både buddhistiske kanoniske værker og kommentarer, og også konfucianske, daoistiske og kristne skrifter, såvel som diverse kinesiske dokumenter som antologier, ordbøger, og forskellige papirer fra den kinesiske administration. Blandt teksterne var verdens ældste printede bog – faktisk i form af rulle – Diamant Sutraen, dateret til 868. Rygter om denne opdagelse bragte adskillige europæiske ekspeditioner til Dunhuang, blandt andet en der blev ledet af A. Stein. Wang solgte de fleste af værkerne til A. Stein i 1907 for den overvældende sum af 220 GBP; en sum som han brugte til at restaurere hulerne for.

I dag er Diamant Sutraen tilgængelig på mange forskellige sprog, og snart også på dansk – hold øje med Tendais webshop på www.tendai.dk!

Studiegruppe

Vi har en dejlig studiegruppe i Lotus Sanghaen, som mødes en gang om måneden, på torsdage kl. 19 til 21. Har du lyst til at være med, dukker du bare op; tilmelding er ikke nødvendig.

Vi læser i øjeblikket Diamant Sutraen, og det er bestemt ikke for sent at begynde at deltage! Vi bestræber os på at lade hvert enkelt møde udgøre en helhed, som man kan deltage i uden videre forudsætninger. Sideløbende med studiegruppen bliver sutraen oversat til dansk, og det er denne danske udgave vi bruger under møderne. Skulle nogen have lyst til at læse sutraen på egen hånd, anbefaler vi Mu Soengs oversættelse, The Diamond Sutra: Transforming the Way We Perceive the World. Sutraen er også gratis tilgængelig i flere forskellige online oversættelser – vi anbefaler denne: http://diamond-sutra.com/diamond_sutra_text/

Datoerne for studiegruppemøder i første halvår 2012 er som flg (med forbehold for ændringer!!):

9/2, 15/3, 19/4, 24/5, 20/6

Vel mødt!

Tid

Tid er et begreb der er blevet diskuteret indgående i den buddhistiske tradition – mest interessant nok hos Nagarjuna og Dogen. Dette indlæg handler dog ikke om teoretiske overvejelser omkring tid, men om en af de meget konkrete måder tid manifesterer sig på.

Min lille baby har nemlig fødselsdag. I 1991 mødte jeg første gang Oliver, min mindste søn. Han var lille bitte, og jeg følte – og føler – mig meget privilegeret over at få lov at tage del i hans liv. Tiden syntes nærmest at stå stille når jeg sad med ham. Tid kan ikke findes i sådanne øjeblikke, eller i nogen øjeblikke overhovedet, for den sags skyld.

At tid er en reel faktor kan jeg til gengæld se, når jeg betragter den prægtige unge mand, der står foran mig nu. Det er næsten ikke til at forstå at det lille spædbarn er blevet til en voksen mand, og behøver jeg heldigvis heller ikke. Jeg kan nøjes med at kigge ind i hans øjne igen, og mærke at tid ikke findes.

Making Space: Creating a Home Meditation Practice

Jeg har læst Thich Nhat Hanhs nyeste bog, ‘Making Space: Creating a Home Meditation Practice’. Jeg er egentlig ikke helt sikker på, hvorfor jeg læste den, for jeg har faktisk kun været begejstret for en enkelt af de mange bøger jeg har læst af ham – og jeg må da også tilstå, at jeg blev skuffet. Det betyder dog ikke at der er tale om en dårlig bog, men bare at jeg tydeligvis ikke er i målgruppen.

Læs den, hvis du lever i en familie som er fælles om en spirituel praksis – eller hvis du bare er nysgerrig. Det er under alle omstændigheder hurtigt gjort, da der er tale om en lille bitte bog, eller måske snarere et (alt for dyrt – 79 kr.) hæfte.

Hvor svært kan det være?

Gør intet ondt,

gør alt hvad der er godt,

rens dit sind.

Dette er alle Buddhaers lære.

Såre simpelt...

Buddhas veje af Peter Elsass

Jeg har lige læst bogen ’Buddhas veje’, den vil jeg gerne anbefale. Den har, som alle andre bøger, sine svagheder – men dens styrker opvejer dem fint, og den er et godt supplement, især til dem som foretrækker at læse på dansk.

Den gør grundigt op med buddhismen som et redskab i den fremstormende wellness-bølge, og får gjort det helt klart at buddhistisk meditation ikke handler om et hurtigt mindfulness-fix. Forfatteren kender buddhismen indefra, og slår helt fast at målet ikke er stress-reduktion eller afslapning, men der imod indsigt i altings sande natur, på godt og ondt. Den trækker gode linjer fra de klassiske buddhistiske tekster til moderne psykologi, og udpeger meget præcist forskelle og ligheder. Forfatteren formår at være loyal overfor begge systemer, selvom han klart påpeger at de egentlig er uforenelige på grund af deres helt forskellige mål. Hvor moderne psykologi især handler om at 'få det godt', handler buddhismen om indsigt - ikke om at stræbe efter begær-opfyldelse.

Et afsnit jeg holder meget af, er det hvor de Fire Uendelige Dyder gennemgås. Særligt 'compassion' beskrives utroligt fint, og det fremhæves at 'compassion' ikke er at styrke sine tilknytninger ved at udvikle en sorg eller indignation på andres vegne, men snarere at se andres lidelse og ønske at de må blive fri af lidelse og lidelsens årsager - en vigtig skelnen!

Mine forbehold går blandt andet på den lidt pudsige opfattelse af Selvet der bliver givet udtryk for, blandt andet i følgende udsagn: ” I buddhismen er selvet ikke kun en størrelse, som bliver til mellem os, men er en dannelse, som eksisterer, inden vi fødes i en uendelig række af genfødsler”. Dette tilsyneladende forudeksisterende (evige??) 'selv' mener jeg kommer ganske nær det ’Selv’ Buddhaen netop udfordrede os til at undersøge nærmere. Jeg gad godt vide, om dette ’selv’ skal findes i skandhaerne, udenfor skandhaerne, eller et helt andet sted?

Bogen byder også på nogle besynderlige oversættelser af begreber fra sanskrit til engelsk, men ikke videre til dansk. Det gælder for eksempel ord som compassion, enlightenment og buddhahood, som jeg slet ikke kan se, er mere forståelige på engelsk end på dansk. Der er også nogle tilfælde af sammenblanding af pali og sanskrit, men det generer nok kun den virkelig nørdede læser...

Endelig tænker jeg at bogen giver en, efter min mening helt skæv, fortolkning af buddhistisk praksis, når den fortæller os, at en person ”gennemlever forskellige faser ved at gå den såkaldte ’ottefoldige vej’”. Uanset hvordan jeg kigger på den ottefoldige vej, kan jeg ikke få øje på, at vi har at gøre med elementer som udgør en fremadskridende vej. Jeg kan slet ikke se, at man skulle kunne sætte kryds ved ’Ret Syn’, og derefter – og først derefter – kunne gå videre til ’Ret Tanke’. Alle elementerne understøtter hinanden gensidig sammenhæng, og man bliver ikke færdig med ét af dem, før man er færdig med dem alle.

Jeg vil helst klart anbefale at bogen bliver læst, men endelig ikke som en ’grundbog i buddhisme’ – hvad den da heller ikke giver sig ud for! Den skal læses EFTER en grundbog, som et supplement til den, hvor den kan tjene til at uddybe forståelsen af samspillet mellem øst og vest; mellem traditionel, asiatisk buddhisme og den vestlige buddhisme der er under stadig udvikling.