Et lys i hjørnet

Tid

2012-01-31T03:20:00.000-08:00

Tid er et begreb der er blevet diskuteret indgående i den buddhistiske tradition – mest interessant nok hos Nagarjuna og Dogen. Dette indlæg handler dog ikke om teoretiske overvejelser omkring tid, men om en af de meget konkrete måder tid manifesterer sig på.

Min lille baby har nemlig fødselsdag. I 1991 mødte jeg første gang Oliver, min mindste søn. Han var lille bitte, og jeg følte – og føler – mig meget privilegeret over at få lov at tage del i hans liv. Tiden syntes nærmest at stå stille når jeg sad med ham. Tid kan ikke findes i sådanne øjeblikke, eller i nogen øjeblikke overhovedet, for den sags skyld.

At tid er en reel faktor kan jeg til gengæld se, når jeg betragter den prægtige unge mand, der står foran mig nu. Det er næsten ikke til at forstå at det lille spædbarn er blevet til en voksen mand, og behøver jeg heldigvis heller ikke. Jeg kan nøjes med at kigge ind i hans øjne igen, og mærke at tid ikke findes.

Making Space: Creating a Home Meditation Practice

2012-01-24T03:20:00.000-08:00

Jeg har læst Thich Nhat Hanhs nyeste bog, ‘Making Space: Creating a Home Meditation Practice’. Jeg er egentlig ikke helt sikker på, hvorfor jeg læste den, for jeg har faktisk kun været begejstret for en enkelt af de mange bøger jeg har læst af ham – og jeg må da også tilstå, at jeg blev skuffet. Det betyder dog ikke at der er tale om en dårlig bog, men bare at jeg tydeligvis ikke er i målgruppen.

Læs den, hvis du lever i en familie som er fælles om en spirituel praksis – eller hvis du bare er nysgerrig. Det er under alle omstændigheder hurtigt gjort, da der er tale om en lille bitte bog, eller måske snarere et (alt for dyrt – 79 kr.) hæfte.

Hvor svært kan det være?

2012-01-18T06:42:00.000-08:00

Gør intet ondt,

gør alt hvad der er godt,

rens dit sind.

Dette er alle Buddhaers lære.

Såre simpelt...

Buddhas veje af Peter Elsass

2012-01-12T01:02:00.000-08:00

Jeg har lige læst bogen ’Buddhas veje’, den vil jeg gerne anbefale. Den har, som alle andre bøger, sine svagheder – men dens styrker opvejer dem fint, og den er et godt supplement, især til dem som foretrækker at læse på dansk.

Den gør grundigt op med buddhismen som et redskab i den fremstormende wellness-bølge, og får gjort det helt klart at buddhistisk meditation ikke handler om et hurtigt mindfulness-fix. Forfatteren kender buddhismen indefra, og slår helt fast at målet ikke er stress-reduktion eller afslapning, men der imod indsigt i altings sande natur, på godt og ondt. Den trækker gode linjer fra de klassiske buddhistiske tekster til moderne psykologi, og udpeger meget præcist forskelle og ligheder. Forfatteren formår at være loyal overfor begge systemer, selvom han klart påpeger at de egentlig er uforenelige på grund af deres helt forskellige mål. Hvor moderne psykologi især handler om at 'få det godt', handler buddhismen om indsigt - ikke om at stræbe efter begær-opfyldelse.

Et afsnit jeg holder meget af, er det hvor de Fire Uendelige Dyder gennemgås. Særligt 'compassion' beskrives utroligt fint, og det fremhæves at 'compassion' ikke er at styrke sine tilknytninger ved at udvikle en sorg eller indignation på andres vegne, men snarere at se andres lidelse og ønske at de må blive fri af lidelse og lidelsens årsager - en vigtig skelnen!

Mine forbehold går blandt andet på den lidt pudsige opfattelse af Selvet der bliver givet udtryk for, blandt andet i følgende udsagn: ” I buddhismen er selvet ikke kun en størrelse, som bliver til mellem os, men er en dannelse, som eksisterer, inden vi fødes i en uendelig række af genfødsler”. Dette tilsyneladende forudeksisterende (evige??) 'selv' mener jeg kommer ganske nær det ’Selv’ Buddhaen netop udfordrede os til at undersøge nærmere. Jeg gad godt vide, om dette ’selv’ skal findes i skandhaerne, udenfor skandhaerne, eller et helt andet sted?

Bogen byder også på nogle besynderlige oversættelser af begreber fra sanskrit til engelsk, men ikke videre til dansk. Det gælder for eksempel ord som compassion, enlightenment og buddhahood, som jeg slet ikke kan se, er mere forståelige på engelsk end på dansk. Der er også nogle tilfælde af sammenblanding af pali og sanskrit, men det generer nok kun den virkelig nørdede læser...

Endelig tænker jeg at bogen giver en, efter min mening helt skæv, fortolkning af buddhistisk praksis, når den fortæller os, at en person ”gennemlever forskellige faser ved at gå den såkaldte ’ottefoldige vej’”. Uanset hvordan jeg kigger på den ottefoldige vej, kan jeg ikke få øje på, at vi har at gøre med elementer som udgør en fremadskridende vej. Jeg kan slet ikke se, at man skulle kunne sætte kryds ved ’Ret Syn’, og derefter – og først derefter – kunne gå videre til ’Ret Tanke’. Alle elementerne understøtter hinanden gensidig sammenhæng, og man bliver ikke færdig med ét af dem, før man er færdig med dem alle.

Jeg vil helst klart anbefale at bogen bliver læst, men endelig ikke som en ’grundbog i buddhisme’ – hvad den da heller ikke giver sig ud for! Den skal læses EFTER en grundbog, som et supplement til den, hvor den kan tjene til at uddybe forståelsen af samspillet mellem øst og vest; mellem traditionel, asiatisk buddhisme og den vestlige buddhisme der er under stadig udvikling.

Bodhicaryavatara

2012-01-06T07:25:00.000-08:00

I år skal vi læse Shantidevas dejlige værk, Bodhicaryavatara, sammen i sanghaen. Det er et værk jeg sætter umådeligt højt. Jeg mødte det første gang under mine studier på Sunderland University, hvor Peter Harvey introducerede det i forbindelse med vores studier af Mahayana buddhismen, og skønt jeg måske ikke umiddelbart faldt pladask for det, blev det dog ved med at hjemsøge mig. Med tiden udviklede jeg en enorm glæde ved Shantidevas dybtfølte ord og lavpraktiske anbefalinger, og på et tidspunkt oversætte jeg endda værket til dansk (resultatet kan købes i Tendais webshop på www.tendai.dk).

Vi vil læse et par vers hver anden tirsdag, og tale om hvad versene betyder – eller kan komme til at betyde – i vores liv. Jeg håber at rigtig mange vil have lyst til at være med på denne rejse gennem et magisk digterværk, og få ligeså stor glæde af det, som jeg har haft.

Vel mødt!

Godt nytår

2011-12-31T00:34:00.000-08:00

Jeg ønsker et godt og lykkeligt nytår for alle. Jeg ønsker at 2012 vil blive et fantastisk år; faktisk så ved jeg at 2012 bliver fantastisk, hvis jeg vil det. Hvis bare jeg kan give slip på tåbelige forventninger og krav, og overgive mig til det som er, så er det jo faktisk ganske fantastisk: helt som det må være, i forhold til de årsager og omstændigheder jeg har skabt.

Hvert år plejer vi at markere nytåret med en meditation på vores egen død og begravelse. Det gør jeg også i år, men denne gang gør jeg det langt væk fra sanghaen - jeg er for første gang nogen sinde ikke hjemme til nytår, så min krop kan ikke være tilstede i hondoen i dag - men i hjertet er jeg der, og jeg sidder sammen med mine dharma brødre og søstre, byder det gamle år farvel, og tager imod det nye.

Under nytårsmeditationen skriver vi små beskeder til os selv - beskeder som vi så normalt sidder og læser i hondoen, og kigger tilbage på den vi var. Det er sjovt sådan at mødes med den man var, og det gør det tydeligt hvordan vi hele tiden forandrer os.

I år er jeg et andet sted, men det gør ingen forskel. Jeg sidder altid alene i mødet med den jeg var, og skriver til den jeg vil blive. Jeg har - som altid - en masse på hjerte :)

Godt nytår!

Den lille bog om buddhistisk etik

2011-12-23T02:56:00.000-08:00

Endnu en bog er lige kommet fra trykkeren. Det er en overmåde smuk bog, takket være Shoki Jesper Corneliussen (aka Frådende Ildhu), som har forvandlet mine fedtede noter til en professionelt udseende skønhed.

Det er, som titlen antyder, en lille bitte bog – om buddhistisk etik. Jeg finder buddhistisk etik virkelig interessant, og har længe været ked af, at der ikke var ordentlige bøger om emnet på dansk. Denne kan næppe kaldes en ’ordentlig bog’, da den er ganske kort, og kun giver en overfladisk introduktion til emnet.

Bogen introducerer rammerne for buddhistisk etik; læren om karma og genfødsel, og giver en kortfattet beskrivelse af, hvordan karma virker. Videre giver den en gennemgang af de fem forskrifter vi tager ved vores tilflugt, og fortæller helt kort om Bodhisattvaforskrifterne, som er standarden for de japanske buddhistiske skoler. Den opridser også en række problemstillinger i forhold til det samfund, vi skal begå os i: politik, økonomi og forbrug, forholdet til naturen, kødspisning, jagt og fiskeri, husdyr, skadedyr, eksperimenter på dyr, krig, militær og væbnede konflikter, samt emner der berører køn og seksualitet.

Det er mit håb, at bogen vil give folk lyst til at kaste sig ud i en grundigere undersøgelse, også selvom alt materiale om emnet er på engelsk…og måske også til at gennemgå vores internet kursus i buddhistisk etik, som snart vil kunne findes i Tendais webshop på www.tendai.dk.

Ny oversættelse af Mulamadhyamakakarika

2011-12-19T02:58:00.000-08:00

Som det er fremgået af bloggen, har jeg læst Gudo Wafu Nishijimas nye oversættelse af Mulamadhyamakakarika: Fundamental wisdom if the Middle Way. Det er en oversættelse der er blevet temmelig hårdt behandlet af visse læsere, så jeg var naturligvis nysgerrig!

Da jeg først begyndte at læse den, tog jeg fat på den som på enhver anden bog. Jeg læste den gennem mit filter af personlig karma, kritisk/analytisk sans, og med hele den buddhistiske bagage. Og jeg hadede den. Jeg brød mig så lidt om den, at jeg blev nødt til at afbryde læsningen, og finde en ny måde at nærme mig den på.

Jeg valgte derfor at læse oversættelsen som en kontemplation; at lade læsningen være en del af min kontemplative praksis, snarere end en del af mine studier. Grænsen mellem de to er flydende, og i bund og grund ikke-eksisterende, men min tilgang til en given tekst forandres når jeg lader den være en del af min kontemplative praksis: så tillader jeg teksten at være som den er, og accepterer dens virkelighed. Jeg tager en pause fra læring, analyse og viden, og nøjes med at læse. På denne måde kom jeg igennem Nishijimas oversættelse, og kunne påskønne den indre konsistens der er i værket.

Det overvejende problem med denne oversættelse er, at den synes at blæse højt og flot på hele den tradition det oprindelige værk skriver sig ind i. Derfor byder den på nogen virkelig bizarre oversættelser (førstepladsen går til oversættelsen af ’anatman’ til ’something different from spirit or soul’…), og besynderlige overvejelser af henholdsvis det sympatiske og det parasympatiske nervesystems indflydelse på vores erkendelse. At der oven i købet rodes rundt i nervesystemets begreber, gør ikke slutningen nemmere at forholde sig til.

Min anbefaling må være: læs den – men læs den to gange. Læs den først som et langt, vidunderligt digt, og nyd at træde ind i den verden der præsenteres. Og læs den så med mere kritiske øjne og, for alt i verden, med ’Pruning the Bodhi Tree’ i den anden hånd!

Med lynets hast

2011-12-13T07:07:00.000-08:00

Hvorfor er så mange optagede af at finde ’Den direkte vej’? Adskillige skoler bryster sig af at være den Direkte Vej; uden sammenligning den bedste OG den hurtigste, til vores erklærede mål, som naturligvis er fuldkommen oplysning.

Vi finder det i Theravada (syv dage, siger en sutta. Garanteret effekt eller pengene tilbage?), i Zen, i Nichiren buddhismen, og naturligvis i Vajrayana. I Tendai kommer det således dobbelt, fra både Zen og Vajrayana, så vi kan være HELT sikre på, at vi har den allerbedste, og allerhurtigste, vej J.

Det er tåbeligt med den slags ideer, for de forventninger som den slags ideer afføder, kommer alt for tit til at blokere for vores direkte oplevelse, men ikke desto mindre gør vi det, hele tiden. Vi bedømmer og vi sammenligner. Er min vej bedre end din? (Ja da!). Tager du så fejl? (Ja da!). Mon du mener at jeg tager fejl? (…).

I stedet kunne vi jo også bare se på ting som de er, og nyde vejen som den er. Den eneste ulempe ved det, er at så har vi så meget færre ord at læne os op ad…

Shaka Jodo-e

2011-12-06T13:00:00.000-08:00

D. 8/12 fejrer vi Buddhaens oplysningsdag; Shaka Jodo-e. I Lotus Sanghaen henlægger vi altid fejringen til den nærmeste tirsdag, da folk har meget svært ved at deltage andre dage end den sædvanlige tirsdag. Således fejrer vi Shaka Jodo-e i dag, og det gør vi med intensiv praksis. Hele dagen har vi haft praksisperioder, startende hver anden time, og hvor folk så har mulighed for at komme og gå undervejs.

Sådan en dag kan ind imellem føles lang og anstrengende - men jeg byder enhver anstrengelse velkommen, fordi den minder mig om, hvad Gautama Buddha gjorde dengang, under Bodhi træet. Det minder mig om, at oplysning er en stadigt tilstedeværende mulighed; at jeg bare kan give slip på alt, og det der så står tilbage, er det jeg søger. Jeg har det jeg stræber efter; jeg kan bare ikke få øje på det. Måske slår jeg øjnene op i dag?

- og måske gør jeg ikke. Det betyder ikke så meget. Foreløbig nøjes jeg med at være vejen.

Kokorodo

2011-11-28T06:04:00.000-08:00

I Italien går jeg ofte kokorodo - Hjertets Vej: lange gående meditationer, med træk af traditionel pilgrimsfærd. Så sender jeg ofte en kærlig tanke til den smukke pilgrimsrulle der hænger hjemme i hondoen.

Denne rulle stammer fra Saikoku Pilgrims Ruten, som går rundt til ialt 33 hellige steder, dedikeret til Kannon Bodhisattva (Skt: Avalokitesvara). Jeg har fået den af min sensei, Monshin Naamon, som igen har fået den af Elizabeth Ten Grotenhuis (forfatter til bl.a. værkerne "Japanese Mandalas: Representations of Sacred Geography", og "Along the Silk Road, Narrative Picture Scrolls"). Elizabeth har gennemført denne pilgrimsrute ikke mindre end tre gange, og rullen her stammer fra en af disse ture.

Saikoku er en af de forholdsvis velkendte pilgrimsruter i Japan, og regnes som den første i en traditionel række af pilgrimsruter. Pilgrimmene besøger altså 33 forskellige steder, som alle er dedikeret til Kannon, og som er relateret til dels Tendai, dels Shingon. En medbragt rulle stemples og underskrives i hvert tempel, og resultatet er en rulle som denne.

Elizabeth fortalte under gyo i 2009 historien om sine pilgrimsture, og kunne også afsløre at ikke enhver rulle har en brydsom færd bag sig. Mange moderne japanere vil på den ene side gerne holde liv i traditionerne, men kan på den anden side ikke afsætte flere uger til projektet - hvorfor man i pilgrimstemplerne ikke helt sjældent møder gigantiske turistbusser, eller nogen gange endda helikoptorer, som fragter de hengivne pilgrimme fra sted til sted ;)

Det er langt mere simpelt når jeg vandrer; bare den ene fod foran den anden, med hilsner til de smukke steder på min vej hvor Buddhanaturen skinner så stærkt igennem - faktisk ofte steder hvor også andre spirituelle vandrere har markeret helligheden i den storslåede natur med ikoner, mindesmærker osv.

Mere om chant

2011-11-21T05:54:00.000-08:00

I Danmark synes der at være en vis tøven overfor chant som meditation, og da især hvis jeg foreslår at vi skal chante noget, folk ikke forstår – noget som er på et ukendt sprog.

En ting jeg har lært om japanske buddhister er, at når de chanter Hjerte Sutraen eller andre sutraer, så har de almindeligvis ingen ide om, hvad de siger. De chanter klassiske kinesiske tegn, og kun fonetikken er japansk: af tegnene kan de se hvordan de skal lyde, men ikke nødvendigvis hvad de betyder.

Når de studerer sutraerne, sker det selvfølgelig på moderne japansk, men når de chanter, er det altså typisk på kinesisk. De ser ikke den helt store fordel i at chante sammen på et kendt sprog, da hovedvægten da oftest vil være på ordenes mening; de mener snarere at ’udbyttet’ af chanten (hvis man kan tale om et sådant…) ligger i selve det at indordne og underkaste jeg’et, så fællesskabet harmoniseres.

Jeg nyder også at chante på et fremmed sprog, men i sanghaen chanter vi oftest på dansk, da det er alt for forstyrrende for rigtig mange at sidde og sige ord de ikke forstår. Hvis de prøver, oplever de tit, at den kontrollerende og bedømmende del af personligheden råber vagt i gevær, og gør det så højlydt at alt andet skubbes bort. Til gengæld er den frihed der ligger i overgivelse så stor, at den nærmest er helt ubeskrivelig. Hvad skal man gøre..?

Som tiden går...

2011-11-14T00:41:00.000-08:00

Jeg har lige haft fødselsdag - en dag jeg nyder meget, stort set hvert eneste år. Undtagelsen var det år, jeg blev 30. Det hadede jeg af et godt hjerte, for når man var 30 år gammel, var man enormt voksen og havde virkelig styr på livet, universet og alting - og dér var jeg bare slet ikke...!

Efter at have passeret Den Store Skillelinje ved 30, har jeg forligt mig med tidens gang, og jeg er gået tilbage til at svælge i festligheder omkring mine fødselsdage. Et år insisterede jeg for eksempel på at have fødselsdag hver dag, en hel uge i træk. Den charmerende ide satte min 8-årige niece dog en stopper for, da hun nægtede at ringe og vække mig med en fødselsdagssang den tredje dag i træk. Hun meddelte sin mor - som så var sød nok til at lade budskabet gå videre - at det simpelthen var for barnligt. Af børn og fulde folk...

Et tilbagevendende højdepunkt på mine fødselsdage er opringningen fra min gamle veninde (hej Birgit!). Den kommer, hvert år, fordi det skal den. Vi har fejret hinandens fødselsdage fra vi var fem år gamle, og det skal der ikke laves om på. Alting er tomt, uden kerne eller substans, i konstant forandring; kun denne ene konstant findes: Birgit skal ringe på min fødselsdag. Og med denne belæring fra den moderne hippieyana buddhisme, vil jeg afslutte mit fødselsdagsindlæg med det vers som jeg kontemplerer hver aften, men som betyder ekstra meget for mig på min fødselsdag:

Aldrig må vi glemme livets dødens betydning.

Tiden flyver, og vores muligheder går tabt.

Alle må vi stræbe efter at vågne -

AT VÅGNE!

Giv agt. Værdsæt hele dit liv!

Chant som meditativ praksis

2011-11-07T06:53:00.000-08:00

Jeg elsker at chante; det kommer næppe som nogen overraskelse for dem der kender mig J. Jeg elsker den direkte effekt jeg oplever når jeg chanter, uanset om jeg chanter noget jeg forstår – måske endda noget på mit eget sprog – eller om det er det rene volapyk (altså på et helt fremmed sprog, som for eksempel sanskrit eller japansk). Jeg tror på, at mantra og dharanier bærer mening (eller ’kraft’, om man vil) i sig selv, helt uden at jeg behøver besvære mig med at forstå noget som helst. Mantra er mantra, uanset om man forstår dem eller ej.

At forstå et mantra er ikke at kunne oversætte det ord for ord. Det er at kende mantraets virkelighed; at vide hvordan man er mantraet, og hvordan det påvirker sindet – og det kan man kun finde ud af ved at prøve det. Den formelle betydning af mantraer er så ligegyldig, at man ret typisk vil have glemt det ca. 2 minutter efter at have fået det at vide... Et mantra skal bruges, ikke forstås.

Lotus Sutraens tredje del

2011-10-30T06:51:00.000-07:00

Lotus Sutraen slutter med at give talrige eksempler på oplyste eksistenser. Vi møder blandt andre Avalokitesvara, Medicin Buddhaen, Samanthabhadra og mange andre, som hver især lever Buddhaens lære på deres måde. Hvor den første del fortalte om hvordan man bliver en Buddha, og anden del om hvordan en Buddha virkelig er, så giver tredje del altså konkrete eksempler på hvad en Buddha gør. Det er fra denne sidste del af sutraen, at man har hentet inspiration til den dyrkelse af forskellige Buddhaer, som er prominent i visse dele af (asiatisk) Mahayana buddhisme, nok bedst kendt fra kulten omkring Avalokitesvara, som vi hører om i det 25. kapitel.

Lotus Sutraen anden del

2011-10-24T06:50:00.000-07:00

Den midterste del af Lotus Sutraen, kapitel 10-16, fortæller os sandheden om Buddhaens natur.

Shakyamuni Buddha fortæller her at han blev oplyst i den fjerneste fortid, og antyder at Buddhaens sande, ultimative natur nedbryder alle dualistiske opfattelser (som eksempelvis opfattelser af tid og sted). Han afsløres således som ’evig’ – som stadigt tilstedeværende for enhver der virkelig ønsker at se ham. Han portrætteres som en personificering af Nirvana (sandheden om hvordan ting er, og erkendelsen af denne sandhed) og Dharmaen (i forstanden ’universets objektive orden’). Tidlig buddhisme så Nirvana som udenfor tid, ikke-betinget, og Ikke-Selv.

Lotus Sutraen er komponeret lang tid efter den historiske Buddhas død, og et sigte med sutraen var at tilskynde folk til aktivt at søge oplysning, snarere end at forlade sig på opsamling af hensigtsmæssig karma så de kunne regne med en god genfødsel, for eksempel samtidig med en ny Buddha. Et af de midler sutraen anvender, er altså at vise Buddhaen som en stadigt tilstedeværende hjælper, i form af (en personificering af) Nirvana og Dharmaen. Som en personificering af det ikke-betingede er ’han’ naturligvis udenfor tid, hvilket i en betinget virkelighed vil forekomme ’evig’.

Lotus Sutraens første del

2011-10-20T06:49:00.000-07:00

Jeg holder meget af Lotus Sutraen. Det gør jeg, til trods for at den ind imellem kan være en lidt vanskelig sutra… Den er i lige så høj grad et politisk manifest, som den er en buddhistisk vejledning – men det står os jo heldigvis frit for at frasortere politikken, og nøjes med vejledningerne! Og netop ved at gøre det, benytter vi os af det, som hele den første del af sutraen handler om: hensigtsmæssige midler J.

Bodhisattvaens kendetegn er Karuna, Prajna og Upaya. Karuna er medfølelse, Prajna er den højeste visdom: indsigten i Shunyata, mens Upaya er et ord, der oftest oversættes som Hensigtsmæssige Midler. Det peger på en erkendelse af, at den ultimative sandhed ikke kan udtrykkes i ord, og at man derfor nogen gange er nødt til at gå omveje – måske endda så kringlede omveje, at det involverer en kompromittering af ens idealer eller løfter.

Upaya, Karuna og Prajna er tæt sammenknyttet. Man kan sige at Upaya er det aktive aspekt af Prajna, der så manifesteres som Karuna – og det er netop Karuna, medfølelse, der er det springende punkt. Hvis ikke intentionen bag Upaya er medfølelse, så er det ikke Upaya; så er det bare omveje (eller det der er værre).

Konceptet illustreres med talrige lignelser. En er lignelsen om det brændende hus: en far har en masse sønner, som han elsker meget højt, men som desværre er fanget i et brændende hus. Han må erkende at han ikke kan bære dem ud; døren er for smal, så de er nødt til selv at gå vejen. Lige gyldigt hvor meget han prøver at argumentere med dem, nægter de at gå ud af huset, fordi de er fuldkommen opslugt af deres legetøj. Til sidst kommer han op med et hensigtsmæssigt middel: han lokker dem ud, ved at love dem endnu bedre legetøj udenfor huset, og stor er glæden for både far og sønner da de kommer ud af det brændende hus, og ser at det de i virkeligheden fik, var langt bedre end det faderen havde lokket med.

En anden lignelse er den med den fortabte søn (sønnerne fylder meget i lignelserne, men det lader vi ligge for nu…). Det er en historie om en fattig søn som forlader sit hjem, og vandrer omkring i mange år. Hans far leder vidt og bredt efter ham, men slår sig til sidst til ro, og samler sig en mægtig formue. En dag kommer der en fattig mand til hans hjem og beder om arbejde. Den rige mand genkender straks den fattige vandrer som sin søn, men da sønnen tydeligvis bliver forskrækket over den rige mands interesse, vælger faderen i stedet blot at ansætte den fattige mand; sønnen. Efter flere års ansættelse er den fattige mand efterhånden blevet trænet og uddannet, og er ikke længere den simple eksistens som oprindeligt kom til det fornemme hus, og da den ældre, rige mand nærmer sig sin død, afslører han for sin søn hvem de hver især er; hvorledes de er beslægtede, og at den mægtige formue (som sønnen nidkært har passet, og endda ladet yngle gennem årene) i virkeligheden er hans. Tanken er her, at den fattige mand får det han end ikke havde drømt om; hele formuen – fordi han under det simple ydre bar potentielle kvaliteter der gjorde ham fortjent til det.

Ideen med disse lignelser er naturligvis at illustrere hvorledes Buddhaen brugte hensigtsmæssige midler da han fremlagde sutraerne; hvordan han tilpassede sin undervisning efter tilhørernes kapacitet. Dette forklarer således også hvorfor datidens nye tekster (Mahayana sutraerne), bør anses som Buddhaens ægte lære – også selvom de stakkels indskrænkede sravakaer (Buddhaens historiske disciple) sagde noget andet. Store dele af sutraens første ni kapitler handler om disse dumme sravakaer, som ikke har forstået et suk af Buddhaens belæringer, men som alligevel, på grund af Buddhaens uendelige velvilje, vil opnå fuldkommen buddhatilstand, staks de tager Mahayana til sig…

Årstider

2011-10-16T00:22:00.000-07:00

Jeg elsker årstidernes skiften. Det er så fin en illustration af tomhed, forgængelighed og ikke-Selv, vist på en måde så det lidt vemodige, der kan være over disse belæringer, udelukkende glimrer ved sit fravær. Om vinteren når alt står i dvale; når det hele ser dødt og livløst ud, er det som om naturen holder vejret. Om foråret, når alt grønnes, spirer og genfødes (se hvor snedigt: 'det' genfødes jo slet ikke, for 'det' har været her hele tiden!), tager naturen en dyb indånding, for så at holde vejret i ærefrygt under sommerens ødsle farveflor. Sommerens raison détre er naturligvis at bygge op til min yndlingsårstid (nej, må buddhister gerne have yndlingsårstider??? Ja, det må de gerne, og de må endda også gerne knytte sig til dem. Som buddhist har du en unik mulighed: du har lov til at skabe al den lidelse for dig selv, som du overhovedet har lyst til), efteråret. I efteråret ånder naturen ud, og velsigner os med en lang strøm af rigdom og overflod, og skønhed i overmål - og den ånder ud i den lille død, som vinteren er.

Lige nu er jeg i Italien, hvor årstiderne virkelig kan finde ud af at arte sig. Således er også efteråret hernede lige præcis som efterår skal være; som det var da jeg var barn (dengang sneen lå højt i gaderne ved juletid, og kipkalven legede frit på egnen hele sommeren...). Det er smukt, med en himmel der er så strålende blå at jeg slet ikke anede den farve fandtes, og med regn og rusk i afmålte mængder, lige tilpas til at man kan gå en lang tur i det, og krybe ind foran pejsen med en god bog, mens kinderne bliver helt røde og det prikker i fingrene. Så her sidder jeg (og læser 'Eat, sleep, sit', som kan anbefales, hvis man - som jeg - er vild med spirituelle (selv)biografier), og jeg har ingen planer om at flytte mig lige med det første ;)

Mål med / for sin praksis

2011-10-12T05:53:00.000-07:00

Jeg er ikke særligt disciplineret af natur, så jeg har god brug for hjælp og støtte når der er noget jeg virkelig gerne vil, som kræver en mere langsigtet indsats. Jeg har masser af ild-energi, der flammer op og lynhurtigt fortærer enhver (mindre) opgave på min vej, men vand-energi af den slags der langsomt, men ubønhørligt udhuler en sten, den mangler jeg helt og aldeles.

Derfor er jeg nødt til at hjælpe mig selv med at holde gang i min buddhistiske praksis, og et af de bedste hjælpemidler jeg indtil videre er stødt på, er det at opsætte mål for mig selv. Det skal være konkrete, målbare mål – jeg har brug for at kunne se, om jeg klarede opgaven, hvis det skal være en reel motivationsfaktor. Målene skal relatere sig til det jeg har direkte indflydelse på; altså til min egen indsats. Nogen gange hører jeg om folk der sætter mål for resultaterne af deres praksis, snarere end for deres praksis i sig selv. De beslutter fx at opnå denne eller hin meditative milepæl, adfærdsændring eller færdighed, og ’måler’ deres praksis på det. Det kunne jeg ikke finde på, af flere grunde. For det første så er det at opnå ting som de ovenfor nævnte ikke noget der er direkte under min bevidste kontrol; det er ikke noget jeg uden videre kan vælge til eller fra. For det andet ser jeg det ikke nødvendigvis som hensigtsmæssigt at dyrke en ’noget-for-noget’ mentalitet i forhold til sin praksis; jeg gider gøre en indsats, HVIS jeg får det forventede udkomme…

Jeg vælger at blæse højt og flot på målet, og i stedet koncentrere mig om vejen. Vejen er vidunderlig, og jeg har ikke i sinde at gå glip af et øjeblik af den, bare fordi jeg er benhårdt fokuseret på målet. Derfor relaterer de mål jeg opstiller, sig altid til min praksis i sig selv. Hvilke former for praksis vil jeg teste i den følgende periode, hvordan vil jeg gøre det, hvem vil jeg eventuelt bede om råd og vejledning, og hvor stor en indsats har jeg tænkt mig at lægge for dagen: den slags mål er til at have med at gøre! Det er kun mig selv der bestemmer om jeg skal nå dem eller ej; intet andet end mine egne valg kan komme til at stå i vejen for dem.

Tilflugt

2011-10-08T05:30:00.000-07:00

En af de ting jeg holder allermest af i min ’præstegerning’, er det at give den trefoldige tilflugt. Det glæder mig altid enormt at se et menneske beslutte sig for at søge lykke, og hengive sig til en inspiration, en lære og et fællesskab, som kan understøtte denne søgen. Jeg har netop haft fornøjelsen af at byde Shinmyo velkommen i sanghaen, og jeg ser frem til at følge hans vej fremover.

Når jeg giver tilflugt, er der nogen ord jeg altid indleder med:

Tilflugt er ikke kulminationen på en proces, det er begyndelsen. Det er ikke nødvendigt at være Buddhist for at blive oplyst eller for at leve hæderligt. Buddhistisk tilflugt er en personlig forpligtelse overfor en selv, og en offentlig forpligtelse overfor Vejen.

Ved, gennem tilflugten, at forpligte os i forhold til Buddhismen, lægger vi vores forbehold i forhold til vores spiritualitet og oplysning fra os. Tilflugten handler ikke om at underlægge sig en andens vilje; det er en tilkendegivelse af, at vi har lyst til at teste Buddhaens belæringer – se for os selv om de har værdi. Den eneste tro der er nødvendig i Buddhismen, er troen på, at det er umagen værd at teste disse belæringer.

Som du vil opdage, betyder tilflugten at du fra nu af, hver gang du gentager Kesa’ens Vers eller andre løfter, ikke blot vil høre ordene, men at disse ord vil indtage dit hjerte og sind.

Vi er et Buddhistisk Dharma Center – en forsamling af mennesker, som alle har lyst til, på det ene eller det andet plan, at efterforske hvad Buddhismen kan betyde i vores liv. Det er mit brændende ønske, at alle som har lyst til at benytte sig af vores tilbud skal gøre det, uden nogen form for tøven eller krav fra vores side. Samtidig er vi altså et Buddhistisk fællesskab som følger én bestemt tradition, og vi vil således arbejde ud fra de Tre Juveler – Buddhaen, hans lære, og det fællesskab som videregiver den – og de forskrifter vi tager til os hver dag.

Buddhaens vej handler ikke om at blive en anden – den handler om at være den man nu engang er, i ethvert givent øjeblik. Den handler om at lære at påskønne det der er lige nu, i stedet for hele tiden at stille krav til vores omgivelser og vores kære om at bringe os lykke. Meget ofte forestiller vi os, hvis vi er i problemer, at det skyldes nogen andre – vi tænker, at hvis bare vi skifter job, flytter, bliver skilt osv, så bliver alt godt. Det er lidt pudsigt, for inderst inde ved vi godt, at det ikke er tilfældet. Der er endda et godt gammelt ordsprog, som fortæller os at ’nissen flytter med’. Buddhismen lærer os, at vi skaber vores egne problemer gennem vores evindelige krav til alt og alle omkring os. Den centrale ide er, at vi alene har ansvaret for vores utilfredshed; at det er utilfredsheden i sig selv, som er problemet – ikke de andre. Buddhismen giver os et stort ansvar, som jeg håber og tror at du vil leve op til.

Ur-mantraer

2011-10-04T02:59:00.000-07:00

Måske er det sådan, at ethvert fænomen, uanset form, er en manifestation af et oprindeligt ursprog; et sprog som beretter, for alle os uvidende, om alle tings sande natur. Så er hele universet en uendelig samling af ’ur-mantraer’, en tekst i mange aspekter, skrevet i tomhedens sprog – og vi ’chanter’ disse mantaer, hver gang vi forholder os til vores oplevede verden…

Chant som meditativ praksis

2011-09-30T02:58:00.000-07:00

Et syn på oplysning

2011-09-26T02:58:00.000-07:00

For nogen tid siden lånte jeg en bog af den californiske ’Zen’-lærer Adyashanti. Når jeg sætter Zen i anførselstegn, er det fordi han nok er blevet opfordret til at undervise af sin lærer, men at denne lærer på den anden side ikke selv har færdiggjort sin træning, ikke har modtaget Dharmatransmission, og således heller ikke har kunnet give den videre til sin elev. Nu er jeg normalt ikke den varmeste fortaler for systemet med Dharma-arvinger, men omvendt vækker det også min undren hvis nogen præsenterer sig som ’Zen’, uden at have de traditionelle overførsler.

Hvorom alting er, så fandt jeg bogen ’The End of Your World’ sød og interessant. Adyashanti taler om oplysning som en vedvarende proces, hvor en indledende ’oplysningsoplevelse’ skal kultiveres og fordybes før den cementeres. Et af de billeder han bruger, er af et rumskib der kommer i gang med den første affyring (den indledende oplysningsoplevelse), men som stadig har brug for brændstof indtil den er fri af tyngdekraftens træk. Han skriver smukt og indfølende om de ting der stadig kan trække os ned og hæmme os efter en oplevelse af pludselig indsigt, og giver mange gode råd. Blandt andet opfordrer han os til at underkaste alle vores gentagne tanker og følelser en nøjere undersøgelse, og hævder at i arbejdet med disse ’velco-tanker’ er selve denne undersøgelse vores spirituelle praksis.

Det er på mange måder en smuk lille bog, men omvendt kan jeg heller ikke sige mig fri for en lidt forstemmende fornemmelse af, at det vi først og fremmest får i bogen, er en skønsom blanding af buddhistiske belæringer og hindu-inspirerede ideer, krydret med en håndfuld tidstypiske spirituelle klicher.

Lotus Sutraen i praksis

2011-09-22T02:56:00.000-07:00

I Lotus Sutraen hører vi gentagne gange, hvordan man får uendeligt udbytte af at høre, læse, recitere, fremlægge, kopiere og kontemplere sutraen. Faktisk bliver vi lovet alle slags brugbare belønninger, som blandt andet hestetrukne vogne og elefanter, for slet ikke at nævne karma der, i hvert fald i den nærmeste fremtid, beskytter os mod korte, sorte tunger eller krogede næser.

Se, det er jo ikke at kimse ad – og i øvrigt holder jeg rent faktisk rigtig meget af sutraen, selv med dens lidt trælse propaganda og stødende ordvalg – så jeg dedikerede for nylig 14 dage til Lotus Sutra-praksis. Det var samtidig med at jeg havde Senshin boende som templeassistent, så hun deltog også.

Hver morgen reciterede vi et kapitel til vores morgenceremoni, som vi bagefter dykkede lidt mere ned i; diskuterede og analyserede det. Det vil altså sige, at allerede med dagens begyndelse havde vi nået hele tre ting: at høre, recitere og fremlægge sutraen.

Senere på dagen arbejdede vi med det næstfølgende kapitel. Vi læste kapitlet, og diskuterede det, og der ud over lavede vi forskellige andre praksisser; nogen gange chantede vi kapitlet på japansk, andre gange oversatte vi det fra engelsk til dansk, eller kopierede det (som Shakyo-praksis). Om eftermiddagen lavede vi enten kontemplativ læsning eller deciderede kontemplationer på kapitlet.

Og hvad fik vi så ud af det (for selvfølgelig er vi kun i det for at få noget ud af det!)? Tja, vi venter stadig på, at nogen skal komme forbi og sprede himmelske blomster ud over os, mens de bøjer sig for vores fødder… og vi kommer nok til at vente længe. Det vores 14 dage med Lotus Sutraen først og fremmest har givet mig, er glæde. Når jeg slipper min kritiske sans, tilgiver de kluntede formuleringer og halvskjulte agendaer, og bare tillader mig selv at nyde sutraen på dens egne præmisser; at gå ind i dens verden, som så generøst åbnes for mig, så byder den på en enorm glæde og ærefrygt over vores fantastiske muligheder.

Sådan giver Lotus Sutraen mening: som et poetisk digt, et kunstværk, en ode til alle levende væsners iboende Buddhanatur. Sutraen viser en dyb tillid til mennesket. Flere af lignelserne fortæller os hvordan Buddhatilstanden er vores naturlige tilstand, og hvordan enhver kan finde hjælp, støtte og inspiration til at kaste lagene af unaturlige, usunde valg af sig. Der er intet vi mangler, intet vi skal have tilført udefra, for at kunne leve i urokkelig lykke og frihed – vi skal bare give slip på det overflødige, usunde og unaturlige.

En perle

2011-09-18T02:20:00.000-07:00

Jeg er ved at læse en dejlig bog, om Kukai (grundlæggeren af Shingon shu), og hans forhold til sprogets filosofi: ”Kukai on the Philosophy of Language” oversat og kommenteret af Shingen Takagi og Thomas Eijo Dreitlein. Bogen giver en fin introduktion til dette aspekt af Kukais tænkning, og indeholder samtidig oversættelser af en række af Kukais værker, som netop belyser hans tilgang til sprog.

Bogen bugner af små perler, som for eksempel denne:

”If one were to say that sound and letters are provisional and do not extend to truth or reality, and that the characteristics of reality are that it is silent, still and beyond language, then sound and letters would be other than reality.”

Ingen udfrielse og ingen vej

2011-09-13T02:19:00.000-07:00

Hvis vi skal tage Hjerte Sutraen ord for pålydende, så er der vel ingen grund til overhovedet at bekymre os om at lægge energi, hengivenhed eller hjerte i vores praksis af Buddhaens Vej, vel? Vejen findes jo ikke. Ultimativt er der ingen vej – så hvorfor ikke bare smide benene op i sofaen og ’nyde livet’ (altså fortsætte og forstærke vores velkendte mønster af begær, skuffelse og forbipasserende lindring)?

Håb

2011-09-08T02:17:00.000-07:00

Jeg har altid lært at håb er godt. I det armbånd jeg havde da jeg var lille, hang der et kors, et anker og et hjerte: tro, håb og kærlighed. Tre gode ting, går jeg ud fra – og håb har da også en virkelig positiv klang.

Jeg tror først, det var da jeg læste hvad Siri Hustvedt skrev om vrede og håb: ”vrede rummer altid håb, tror jeg, håb om, at tingene bliver anderledes”, at det gik op for mig, hvordan håb er født af en trang til at ting skal være anderledes end de er. Denne trang er faktisk voldsomt besværlig at leve med, ikke mindst fordi den ofte manifesterer sig som et utrætteligt kommentatorspor, der lægger sig så tæt op ad vores oplevelse, at det er super svært at skille kommentar fra virkelighed.

Fra dette synspunkt vil det nok give mere mening at dømme håbet ude. Så kan vi nøjes med at relatere direkte til virkeligheden, uden kommentarer, ændringsforslag, forbedringsstrategier eller andre forstyrrelser – bare tage et øjeblik ad gangen, fuldkommen som de er. Når vi forholder os direkte til virkeligheden, har det yderligere den fordel at det i høj grad begrænser vores oplevede problemer: det er nemlig meget sjældent virkeligheden der er vores problem, men snarere alle vores historier om den.

Om ord

2011-09-03T02:27:00.000-07:00

Vidunderligt og tankevækkende citat fra Shakespeares Romeo og Julie:

”Hvad er et navn? Det, som vi kalder rose,

vil dufte lige sødt, hvad end det kaldes”

Nogen gange forfalder jeg til at bruge mange ord. Ord er gode; ord kan vejlede og pege på virkeligheden – men ord er aldrig virkeligheden. De er fingeren der peger på månen, og det er problematisk, hvis vi tager fejl af fingeren og månen. Omvendt får vi måske aldrig øje på månen, hvis ikke vi ser fingeren – eller vi kommer til at tro, at gadelygten er månen.

Ord er gode, hvis bare vi husker deres begrænsning, og husker at intet ord dufter så skønt som en rose.

At skændes

2011-08-30T02:54:00.000-07:00

Jeg er holdt op med at skændes. D. 11 januar sad vi til vores sædvanlige sanghamøde, og kom – som vi så ofte gør – til at tale om vrede, og om den svære relation til andre. Det hele ville vel nok være meget nemmere, hvis bare vi kunne sidde og hygge os med vores praksis i et vakuum…eller? En af deltagerne kom pludselig med den overraskende meddelelse, at han var holdt op med at skændes. Den første reaktion kan vel nærmest beskrives som spøgefuld vantro. Vi er så vant til at man skændes, og sådan er det: det var virkelig svært at vænne sig til tanken om, at man da bare kunne lade være. Og alligevel fik jeg lyst til at gøre det samme, da først jeg var kommet mig over min overraskelse over (1) selve ideen; at lade være med at skændes, og (2) at jeg ikke umiddelbart havde kunnet se det indlysende rigtige (og nemme) i hans tilgang.

Der er stadig folk der skændes med mig – men det betyder ikke at jeg behøver at tage imod invitationen til at deltage i et skænderi. Nogen gange falder jeg i, og besvarer vrede med vrede, men så snart jeg opdager hvad det er, jeg har gang i, vælger jeg om. På en god dag opdager jeg det hurtigt; andre gange tager det længere tid, og det er ok. Det vigtige er, at jeg nu ved, at jeg kan vælge at lade være med at skændes. Jeg kan vælge at sige min mening, og at forlade situationen, hvis jeg fornemmer at den bliver for ophedet. Det er alligevel aldrig i de ophedede stunder, man virkelig får påvirket noget som helst.

Til at begynde med troede jeg at det ville være rigtig svært, men det synes jeg egentlig ikke det er. Det er jo en total ’ikke-ting’. Jeg skal ikke gøre noget særligt; jeg skal bare lade være med at gøre noget. Selvfølgelig er jeg som sagt fra tid til anden kommet til at tage imod en invitation, men så snart jeg har opdaget det, har jeg forladt festen. Det må man godt. Det er meget simpelt.

Bryllup

2011-08-26T02:54:00.000-07:00

Her i sommer havde jeg den store glæde at få lov til at forestå den første Tendai vielse i Danmark. Det var en stor fornøjelse for mig, ikke bare fordi der var tale om to virkelig dejlige mennesker, som jeg er helt sikker på vil være til stor glæde for hinanden i mange år, men også fordi det gav mig lejlighed til at sammensætte et overordnet vielsesritual for Tendai i Danmark.

Jeg arbejde naturligvis ud fra visse givne elementer: Tendai har et vielsesritual, som jeg ønskede at følge, og den danske stat sætter også nogle retningslinjer for hvordan en vielse skal foregå, for at den kan være juridisk gældende. Indenfor disse to sæt af retningslinjer havde jeg til gengæld ret stor metodefrihed, og det nød jeg.

Det ritual jeg kom frem til, viste sig at fungere helt fantastisk, og der er så stor frihed i det, at jeg tænker det vil kunne fungere i mange sammenhænge, for mange forskellige typer af brudepar. Særligt har jeg forsøgt at ramme en form som kan gøres mere eller mindre ’buddhistisk’, afhængigt af brudeparret og deres gæster.

Ritualet starter med sanrai, så ’scenen er sat’: dette er et buddhistisk ritual, og derfor starter vi med tilflugt i buddhismens tre juveler. Dette kan gøres enten af mig alene (som jeg gjorde det denne gang), eller af alle de tilstedeværende. Derefter følger en rensning og en røgelsesofring, og Goshimbo; det esoteriske ritual for renselse og beskyttelse.

Herefter gøres rammerne endnu mere eksplicitte. Vi har, gennem sanrai, fastslået at vi har at gøre med et buddhistisk ritual; nu gøres det klart hvilket ritual det drejer sig om, gennem følgende:

”Vi er samlet her i dag for at fejre X og Y’s bryllup, et ældgammelt, helligt ritual. Når to mennesker tror så meget på kærligheden og på hinanden at de ønsker at tilbringe deres liv sammen, er det stort og smukt; det er helligt.”

Så følger en tale til brudeparret. Den tale jeg holdt i sommer var meget personlig, så den vil jeg ikke gengive her, men i bund og grund var det en tale som tog udgangspunkt i buddhismens lære om forgængelighed.

Dernæst følger et citat fra en buddhistisk tekst. I sommer talte jeg om Dhammapadas råd om hvordan ufred aldrig kan endes gennem vrede, men kun gennem kærlighed. Hvis det er en vielse af to buddhister, med gæster som er trygge ved den buddhistiske lære, ville det være oplagt at chante en sutra sammen, men ellers kan man nøjes med at tale ud fra teksten.

Endelig følger så selve vielsen:

”I skal leve med omsorg, kærlighed og tillid. I skal vælge hinanden, hver eneste dag – hvert eneste øjeblik. Det er det sande omfang af det løfte, jeres ægteskab skal bygges på.

Og derfor spørger jeg nu dig, X, om du vil tage Y som hos dig står, til din ægtehustru, og vise hende omsorg, kærlighed og tillid i alle de dage der står for jer?

Ligeledes spørger jeg dig, Y, om du vil tage X som hos dig står, til din ægtemand, og vise ham omsorg, kærlighed og tillid i alle de dage der står for jer?

Da I begge har sagt ja til at dele jeres liv, erklærer jeg jer hermed ægtefolk.

Jeres ægteskab besegles med en ring – en ubrudt cirkel, som symboliserer den ubrudte kærlighed imellem jer. X, du må give din hustru hendes ring.

X og Y; I er knyttet sammen i kærlighed – gå med fred.”

Når det nye ægtepar forlader alteret, afsluttes ritualet med endnu en røgelsesofring, Goshimbo og sanrai.

Dette ritual viste sig som sagt at fungere virkelig godt, endda selvom der var adskillige præster og præstekoner i den nærmeste familie. Alle følte sig trygge ved ritualet, og kunne genkende tilpas mange elementer fra den traditionelle danske vielse til at de var helt på det rene med, hvad det var for et ritual de havde overværet. Brudeparret var glade, men deres glæde blev måske overgået af min? Jeg nød det i hvert fald i fulde drag, og er dem meget taknemmelige for den mulighed de gav mig, og den tillid de viste mig.

Oplysningens syv faktorer

2011-08-23T02:23:00.000-07:00

Der siges at være syv faktorer der kan hjælpe os på vores vej til oplysning: glæde, energi, undersøgelse, afbalanceret ro, koncentration, sindsligevægt og sindsnærvær. Alle disse faktorer påvirker og afbalancerer hinanden. Det ser man nemmest, hvis de sættes op i en cirkel, hvor sindsnærvær hører til i midten, fordi det er den faktor der påvirker og afbalancerer alle de andre:

energi

glæde

undersøgelse

afbalanceret ro

sindsro

koncentration

Glæde og sindsro hører sammen. Sindsroen hjælper os til ikke at miste fodfæstet midt i glæden, og glæden gør at sindsroen ikke får os til at trække os væk fra verden.

Afbalanceret ro og undersøgelse hører sammen. Undersøgelse forudsætter et roligt sind, men det rolige sind kan nemt blive sløvt, hvis ikke roen bruges konstruktivt.

Energi og koncentration hører sammen. Er der for megen energi, bliver sindet spredt og uroligt; der mangler koncentration. Er der for lidt energi, bliver sindet tungt og ensporet; der er, om ikke for megen koncentration, så i hvert fald forkert koncentration.

I det hele taget gælder det, at når balancen vakler i vores meditation, er det aldrig fordi der er ’for meget’ af nogle af disse faktorer, men snarere fordi de er tilstede i en ukorrekt form. Da kan det hjælpe at afbalancere dem med hinanden.

Og midt i cirklen, som en del af alle parrene, kan vi så sætte sindsnærvær. Uden sindsnærvær kan vi hverken det ene eller det andet; uden sindsnærvær, ingen oplysning. Sindsnærvær er oplysningens akse; det resten drejer om.

Om tale

2011-08-20T02:39:00.000-07:00

Nogen gange undrer jeg mig, når jeg er i en større forsamling. Mange mennesker elsker tilsyneladende at høre deres egen stemme, og omtrent lige så mange andre hader åbenbart ideen om at skulle tale til en større forsamling. Derfor kan det der planlægges som en kort præsentationsrunde meget ofte udvikle sig til et maraton af selvhøjtidelige folk der ønsker at dele alt, krydret af angstens sved fra de som føler sig umådeligt utilpas ved bare at skulle sige deres navn.

Vi blotter os, når vi taler. Vi blotter os meget, når vi taler til mange. Denne blottelse er formentlig årsagen til frygten for at tale i forsamlinger, måske kombineret med en vis nærighed – nærighed med os selv. Når vi taler, deler vi af os selv, og det kan være skræmmende, for hvad nu, hvis andre ikke påskønner det vi siger, den vi er?

Men hvad er så årsagen til den overdrevne trang til at høre sig selv? Hvilken belønning får vi, når vi taler til andre? Helt oplagt får vi jo en form for bekræftelse, især hvis dem vi taler til er høflige nok til at holde mund mens vi taler: så handler det om mig, mig, mig, og ingen andre. Det kan også opleves som en slags forhåndsvalidering, når man bliver bedt om at tale: nogen har besluttet, at vi er værd at høre på. Det er dejligt at opleve, at man kan tilbyde noget værdifuldt til andre, og det støtter vores fornemmelse af at være noget særligt.

Fælles for både angsten og trangen til at tale i forsamlinger, er den selvcentrede indstilling der føder dem. Når hele min verden udgår fra mig, kan det både være skræmmende og fantastisk at have et veloplagt (eller tvangsindskrevet…) publikum. Så bekræftes denne illusion om, at det er mig og mine svagheder eller styrker der er interessante, og det er altid trygt at få bekræftet sine illusioner, uanset hvor uhensigtsmæssige de end måtte være.

Taknemmelighed VI

2011-08-16T02:42:00.000-07:00

Sanghaen – både det en god ven kalder ’Big (as)S Sangha’ (han mener Sanghaen bestående af ordinerede…), og den store Mahasangha (alle de spirituelle venner; alle praktiserende) – er en stadig kilde til glæde og taknemmelighed for mig.

Jeg er så inderligt lykkelig over at der, op igennem flere tusinde år, er mennesker der har dedikeret deres liv til at beskytte Buddhaens lære, så den er tilgængelig for mig i dag. Og jeg er dybt rørt over, at der er mennesker der gider at dele deres vej med mig, lige her og nu. Jeg kan slet ikke forestille mig mit liv uden sanghaen, i alle dens afskygninger. Tak til jer alle. Jeg glæder mig til at se nogen af jer i aften!

At give og give op

2011-08-14T02:38:00.000-07:00

Når vi giver noget til en anden, giver vi det så virkelig fra os? Slipper vi det, og lader den anden beslutte hvad der videre skal ske med det? Det gør vi nok ikke altid, for så ville Emma Gad nok ikke fortælle så nøje om, hvornår man kan tillade sig at give den gave videre, som man selv har modtaget – og tænk engang over det: giver du med så rent hjerte, at du ikke ville blinke hvis modtageren (ved en pinlig fejl) kom til at give dig den gave, som du selv oprindeligt havde givet ham? Slipper du taget, når du giver? Er det lige meget for dig, om folk pakker deres gaver ud, eller om de bruger de gode råd du giver?

Jeg blev engang opfordret til at være med i en fælles gave, men valgte at sige nej tak til tilbuddet, fordi jeg vidste at modtageren ikke ville værdsætte gaven efter fortjeneste – jeg var stadig meget bundet til det jeg gav. Jeg er heldigvis blevet meget bedre til at give, efter jeg har lært at give op.

Det lærte jeg på en meget konkret måde. I sommeren 2010 deltog jeg i en forfærdende hård praksis under den årlige præstetræning: vi lavede 1000 prostrationer om dagen, tre dage i træk. Tåbeligt nok var jeg gået til opgaven som en fysisk udfordring; havde forsøgt at træne min krop op til belastningen, og forestillede mig, at det ville hjælpe. Ret hurtigt gik det op for mig, at min strategi slog fejl – og så forsøgte jeg mig med en anden strategi, og en tredje, og en fjerde – og formentlig et par stykker mere, som jeg har glemt alt om. Jeg prøvede at klare opgaven med viljestyrke (det kunne jeg glemme alt om!), med stolthed (den er ikke meget værd i forhold til intens smerte og udmattelse), og så forsøgte jeg at give op, at vende mig fra opgaven (og det kunne jeg så heller ikke…). Forløsningen kom først, da jeg gav mig selv til opgaven; kun mig, uden strategier, historier og falbelader. Så var det bare at gøre det der skulle gøres, uden at bekymre sig om historier, retfærdiggørelser eller strategier. Så var det bare at gå op og ned.

At lave 1000 prostrationer om dagen gjorde ikke noget særligt for mig – men at lære at give slip, helt slip, og at give op; det har gjort en kæmpe forskel. Jeg mestrer endnu ikke kunsten at give op til perfektion, men jeg bliver bedre. Og når man giver op, kommer friheden – friheden til at give frit, uden forventninger eller fastlåste ideer om hvordan det givne skal anvendes.

Begær

2011-08-10T02:37:00.000-07:00

Begær er årsag til lidelse. Lidelse er som en flamme på et lys, og begær er som stearinen. Flammen næres af stearinen, stearinen er flammes årsag. Når der ikke er mere stearin, går flammen ud. Når vi ikke længere dyrker vores begær, er der ikke mere lidelse – det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre at have lidelse, hvis der ikke er begær. Det er så enkelt. Så hvorfor er det så svært??

Buddhaens oplysning

2011-08-03T02:34:00.000-07:00

De buddhistiske traditioner der mener at år 553 er et korrekt gæt på datoen for Buddhaens fødsel, fejrer i år at buddhismen fylder 2600 år. De fejrer – eller rettere: fejrede, for den store fejring foregik ved fuldmåne i maj – at det er 2600 år siden Buddhaen blev oplyst.

Hvor vigtigt er det at fejre en andens oplysning? Og hvor vigtigt er det, at Buddhaen blev oplyst?

På den ene side er det meget vigtigt, fordi Buddhaen er vores rollemodel; den der beviser for os at det kan lade sig gøre at frigøre sig fuldkommen fra lidelse – selvom det ind imellem kan forekomme en overvældende stor opgave, og målet kan synes meget langt væk.

På den anden side er det i bund og grund ligegyldigt. De buddhistiske belæringer bliver hverken mere eller mindre sande af den grund. Buddhisme er jo ikke noget vi tror på – det er og bliver noget vi gør. Først når vi selv gør det; når vi går vejen, og når vi ser hvilken effekt det har på os, bliver belæringerne interessante.

Det vi i hvert fald kan bruge, er Buddhaens eksempel, om så det er historisk korrekt (hvad jeg tror det er, uanset at datoerne er noget svævende) eller ej. Buddhaen traf en dyb beslutning, og han førte den ud i livet. Han besluttede sig for at finde en løsning på menneskets lidelse, og han blev ved med at søge, til han var i mål. Han besluttede at sætte sig under Bodhi træet og blive siddende til løsningen var der – og det gjorde han. Hans eksempel er inspirerende, og det er der god grund til at fejre!

Store følelser

2011-07-27T02:21:00.000-07:00

Nogle følelser er vældigt store, og hvis vi tillader det, sætter de et vægtigt aftryk i vores liv.

Jeg husker for eksempel stadig levende følelserne fra min barndoms sommerferier (hvor solen ALTID skinnede, og kippekalven godt gad at lege), og juleaftner (hvor træet ALTID var det smukkeste træ nogen sinde, og naturligvis altid til loftet). Jeg husker også tydeligt følelsen fra vaccinationen på Statens Serum Instituts calmettestation – og fra den ækle flydende penicillin man bød børn dengang for mange år siden (mine jævnaldrende husker den garanteret også; den tyktflydende væske, med farve som mælk blandet med rød sodavand, og smag som … Nej, den er ubeskrivelig, men min mave kan stadig huske den!).

Alt hvad der kommer ind gennem vore seks sanser påvirker os, i større eller mindre omfang, og derfor skal vi huske at stå vagt om vores sanser. Vi skal være varsomme med hvad vi tager ind, og med de følelser vi tillader at opstå i vores sind. Det er en god ide kun at tillade det vi gerne vil se mere af – for prisen for at bære uhensigtsmæssige følelser kan være høj.

Urenheder vil, som rimfrost og dug,

Opløses i lyset af visdom.

Derfor må vi nidkært

Vogte vore seks sanser.

De spørgsmål vi stiller

2011-07-24T02:13:00.000-07:00

Som vestlige konvertitbuddhister stiller vi mange spørgsmål. Vi vil så gerne vide alting - vi vil vide hvad, hvorfor og hvornår. Kun sjældent spørger vi 'hvordan?', og når vi gør, er det som regel for at finde ud af, hvad vi kan få ud af dette eller hint: hvordan bliver vi oplyste, hvordan får vi Det Store Gennembrud. Vi er ikke særligt tilbøjelige til at vise tålmod, til at gøre det der skal gøres, uden at bekymre os om hvorfor, eller hvad der mon er i det for os.

For nylig fik jeg opfyldt en gammel drøm om at besøge Stonehenge. Det er et imponerende sted, og da jeg stod der, slog det mig hvordan de kæmpemæssige sten fortæller en historie om folk som ikke spildte tiden med at spørge ‘hvorfor’.

Måske skal vi prøve at være mere omhyggelige i vores spørgsmål. Måske skal vi stille lidt færre spørgsmål, og i stedet sørge for, at det er GODE spørgsmål ... Ellers ender vi måske som tåberne i Douglas Adams' (i øvrigt herlige) bøger, der bad en supercomputer komme op med svaret på 'livet, universet og alting' - og blev frygteligt skuffede, da den kom med svaret '42' :)

Det er sjældent svarene på vores spørgsmål der hjælper os. Til gengæld tror jeg at selve den refleksion der afføder de dybe spørgsmål kan være vældigt værdifuld – hvis vi tager os tid til at gennemføre hele refleksionen, og ikke bare gylpe det ene spørgsmål op efter det andet, uden at overveje hvad svarene kan bruges til.

Indras Net

2011-07-21T02:10:00.000-07:00

Jeg lider ind imellem under min tendens til at ville kontrollere alting. Når jeg fanger mig selv i at være manisk travl, er jeg klar over, at jeg (igen!) ligger under for denne tåbelige trang til kontrol, og så laver jeg kontemplationer på Indras Net. Indras Net er et gigantisk net der dækker hele universet, uden hverken begyndelse eller afslutning. I alle sammenføjninger sidder der en diamant, som afspejler alle de andre diamanter i sig. Ændres én del af nettet, ændres hele nettet - detaljen bærer helheden i sig. Læg dertil det faktum at alt i nettet, uden undtagelse, er under konstant forandring - så har man et fint billede på hvordan verden fungerer, og så skulle det også gerne stå klart, at jeg nok kan påvirke rigtig meget, men at jeg aldrig vil kunne kontrollere alt.

Jeg tager på ferie

2011-07-14T02:09:00.000-07:00

Nu starter min velfortjente ferie, og jeg rykker til Italien den næste måned. Jeg kommer dog lige et smut hjem undervejs, til noget meget spændende, som er direkte relateret til min praksis – fortsættelse følger!

Bloggen kommer ikke til at ligge stille. Jeg vil blogge fra ferielandet, men I må nok være indstillede på, at kvaliteten i disse indlæg vil kunne opleves som svingende J.

Det er altid en udfordring at holde sin praksis levende og interessant når man er på ferie. Jeg plejer altid at ændre den formelle praksis i ferieperioden, så både form og kvantitet nemmere kan passes ind. I år vil jeg have fokus på samatha meditation, særligt i form af kokorodo og anapana sati meditation. Jeg vil stadig vælge at starte min dag med Hjerte Sutraen, afslutte den med Dharani og metta, og chante Vajrasattva mantraet løbet af dagen.

God sommer – og god praksis. Må vores praktisering af Buddhaens Dharma blive til glæde for alle levende væsner!

Taknemmelighed V

2011-07-11T10:10:00.000-07:00

Jeg mødte første gang min sensei i juli måned, 2005. Jeg havde fået kontakt med ham via internettet (denne velsignelse, der heldigvis har vist sig langt mere sejlivet end jeg ellers forudså. ’Internettet – døgnflue, siger jeg. Jeg giver det max to år…’). Vi havde haft sporadisk email kontakt gennem nogle måneder, da jeg besluttede at jeg ville rejse over til ham i New York, tage tilflugt, og i samme moment påbegynde den traditionelle præstetræning.

Han var så venlig ikke at bruge for mange ord. Han fortalte mig, hvad hans forventninger til mig var, hvad jeg – helt overordnet – kunne forvente mig af ham og træningen, og lod mig derefter opleve tingene på egen hånd, uden at presse sit filter ned over min oplevelse. Det vil jeg gerne lære af. Jeg bruger alt for mange ord.

At være uforberedt

2011-07-07T00:01:00.001-07:00

Kun en eneste gang før har jeg været lige så uforberedt på gyo, som jeg var det i år. Jeg har været meget spændt på, hvad det ville gøre det for min oplevelse.

Da jeg ankom til min første gyo, var jeg fuldkommen uforberedt. Jeg havde ganske enkelt ingen anelse overhovedet om hvad der ventede mig. Selvfølgelig havde jeg gjort mig ideer og forestillinger, men det stod lynhurtigt lysende klart, at ingen af dem på nogen som helst måde var brugbare, så jeg måtte lynhurtigt overgive mig til oplevelsen, helt åbent og uforbeholdent.

Vores forberedelser gør os forbeholdne. Når vi forbereder os, vælger vi på forhånd, hvilke indtryk vi vil tage til os. Den menneskelige hjerne kan ikke forarbejde alle de myriader af indtryk vi konstant får, så der sker en automatiseret udvælgelse af, hvilke indtryk vi bør forholde os til. Denne udvælgelse sker i høj grad på baggrund af vores karma, men vi kan også påvirke den – indsnævre vores synsfelt, så at sige – ved at forberede os på en situation. Der er visse situationer, som er gode at forberede sig på, men der er andre (flere), hvor forberedelser hindrer os.

Det er ikke farligt at være uforberedt - det føles bare sådan ;)

Metta mod vrede

2011-07-04T23:32:00.000-07:00

Metta meditationen er en velkendt meditation, som sigter mod udvikling af, og indsigt i, ægte medfølelse og vredens sande natur.

Nogen mennesker er præget af en klar visdom, der er som et spejl, der viser nøjagtigt hvad der er. Her er ingen forvrængninger; det der er, genspejles klart. Deres intellekt er skarpt, deres viden ofte enorm, og med deres logiske sans kan de analysere enhver situation. De synes at have et naturligt potentiale for at skabe overblik og harmoni ved at samle folk – til gengæld har de i høj grad brug for at gerne kende grænserne. De har brug for disciplin og orden; for at gøre tingene rigtigt.

Deres problemer kan typisk være vrede, i alle dens mange afskygninger. De kommer nemt til at føle sig utilstrækkelige, dumme – mindre end perfekte. Og det vækker vreden (der samtidig lå til grund for de ubehagelige følelser…). De er travle mennesker, for de har et stærkt ønske om at ændre tingene, og tilpasse dem deres egen ’perfekte verden’. De frygter intimitet, nærhed. Tænk om nogen skulle opdage, hvor uværdige og dumme de er..? - og forsvarer sig ved at blive rigide og doktrinære, og ved at distancere sig

Se nu disse træk i dig selv – mærk hvordan de forvolder både glæde og sorg. Se hvordan vredens energi kan bruges til at skabe orden og overblik, til at samle folk og skabe harmoni. Vredens energi, når den bruges rigtigt, kan skære igennem forvirring og vise tingene som de er. Øv dig i at rumme din vrede, din utilstrækkelighed, så du kan gøre plads for tillid og beslutsomhed.

Mettas modsætning er vrede. Vrede bruges i denne forstand som et samlebegreb for en hel række følelser der alle har det tilfælles at de bygger på en fornemmelse af separation og modstand. Det kan være egentlig vrede, irritation, fordømmelse, og trang til at måle sig selv og andre – gerne mod hinanden. Vreden er nem at genkende, og nem at opløse. Erkendelsen at vrede; AL vrede, er uhensigtsmæssig, er vanskelig. Mange mennesker klynger sig til deres vrede, identificerer sig med den, og tøver voldsomt med at slippe den. Det opleves som farligt at give afkald på vrede, fordi den ses som et værn mod en truende verden. Verden er farlig, set fra vores eget lille, begrænsede ’Selv’. Men prøv engang at fjerne ’jeg’, ’mig’ og ’mine’ fra billedet.

Godhed og glæde er vores naturlige tilstand – når vi lader os selv føle godhed, har vi det godt, på både kort og langt sigt. Vi kan nok finde forbigående tilfredsstillelse i andet end godhed, men den er i sandhed forbigående, og om ikke andet vil vores krop vise os at vi er på galt spor: vi får stress, hovedpine, bliver udmattede og til sidst syge. Mennesker er flokdyr, vi ønsker at være tæt, og vi længes efter nærvær og tryghed. Vi modarbejder vi os selv med vrede og afstandtagen, på grund af angst og uvidenhed.

Mange bærer på vrede fra fortiden. De slæber trofast rundt på gammel bagage, som er med fordi ”denne person gjorde så forfærdelig en ting, og det vil jeg i hvert fald ikke tilgive”. For 20 år siden havde jeg altid bleer og sutter i min taske – nu hvor mine børn er 20 og 22 år, giver det ikke længere mening. Hvorfor så orke at bære rundt på gammel vrede? Den er langt tungere end bleer og sutter… At bære rundt på vrede er langt fra behageligt, men igen; det kan give en (falsk) tryghedsfornemmelse.

Når vi arbejder med at forvandle vreden, kan det være svært at se om vi udvikler ægte metta, eller om vi snarere nærer den mere almindelige, sentimentale kærlighed og tilknytning: den som kræver mere end den giver. Den sentimentale kærlighed kræver en genstand, og at genstanden er under kontrol. ’Jeg elsker dig – så længe du elsker mig / respekterer mig / opfører dig ordentligt overfor mig’. Eller, mere subtilt, maskeret som omsorg: ’Jeg bliver jo frygteligt bekymret når du gør xyz’. Uanset hvilken historie man foretrækker at fortælle om den sentimentale kærlighed, er der altid tale om en kærlighed med betingelser; om tilknytninger og krav. Sentimental kærlighed giver vi ofte som en slags belønning, der kan tildeles dem som ’fortjener’ det - en komplet vanvittig tilgang, hvis man sammenligner med metta.

Metta er som sommerblomster: jo flere man plukker, jo flere kommer der. Den sentimentale kærlighed er som tulipaner: der er dét der er, og så må man være omhyggelig når man deler det ud ☺

Død og opløsning mod begær

2011-07-01T23:31:00.000-07:00

Her har vi at gøre med en meditation, som sjældent vækker den store fornøjelse første gang man introducerer den. Der er stadig rester hos de fleste af at livet vel er hårdt nok, uden at vi behøver at dvæle ved dets mere frastødende detaljer… men døden er det eneste vi nogensinde kan være helt sikre på at opleve, så hvorfor ikke vænne os til tanken? Det er nu ikke umiddelbart sigtet med denne meditation, i hvert fald ikke i denne her sammenhæng. Her handler det om at modvirke begær, ved at indse at alt det vi begærer er tomt, og dermed nødvendigvis vil forgå på et tidspunkt. Hvorfor jage efter det der alligevel aldrig kan give os varende tilfredsstillelse? Der er ingen grund til at knytte sig til noget som helst, for alt er foranderligt og forgængeligt. Man skal i stedet lære at nyde det der er – for det er her kun ganske kort.

De personlighedstyper der især kan have glæde af denne meditation, er dem der er præget af begær og grådighed der helt tager magten. Disse mennesker frygter middelmådigheden – og de frygter frem for alt kedsomhed. Det kan være et kæmpe problem i meditation, som – lad os nu være ærlige om det – kan byde på kedsomhed ind imellem. Det kan være et endnu større problem i hverdagen, som også – og lad os nu igen være ærlige – kan byde på gentagelser, der kan forekomme kedelige, hvis man ikke giver opmærksomhed til detaljerne. I stedet for at se kedsomheden som problemet, kunne man jo prøve at se på selve dette rastløse begær.

Det almindelige forsvar for den slags mennesker, er deres konstante forsøg på at gøre alle andre glade. De udvikler sig nemt til at blive overfladiske ’pleasere’, der jager rundt efter snart det ene, snart det andet: ting, steder, personer, følelser, oplevelser. Yndlingsudtrykket er ’at bryde grænser’…

Hvis de arbejder fornuftigt med begærets energi, kan det forvandles til en visdom der klart skelner godt fra skidt. Når man begærer noget, kan man godt se forskel på det man bedømmer som ’godt’; det man vil have, og det der er ’skidt’; det man ikke vil have. Denne skelneevne kan bruges fornuftigt, så man når at se ting som de er, når de er. Disse mennesker har typisk en levende intuition, de er medfølende, og indbyder til fortrolighed – de kan virke helt magnetiske og dragende. De ønsker at kunne kommunikere, og de fanger alle.

Se disse træk af begær i dig selv – mærk hvordan de forvolder både glæde og sorg. Se hvordan du nogen gange er så fokuseret på dit begær, at genstanden for det helt forsvinder ud af din bevidsthed. Øv dig i at give slip – der er nok. Din grådighed kan føre til ubeslutsomhed – for hvad skal du dog vælge? Glæd dig over at du altid drages mod at gøre godt for andre. Det er aldrig forkert at glæde andre, bare husk at det skal komme fra modenhed, fra din dybtliggende medfølelse - ikke fra et overfladisk ønske om at alle skal kunne lide dig.

Man kan forvandle de uhensigtsmæssige aspekter gennem meditationer på stadier af forgængelighed i ’dig’ og din krop, eller ved at se på ’dig’ nu, i går og i morgen – se hvordan du jager afsted efter snart det ene, snart det andet. Hvilke af disse ting du jager kan give dig egentlig, vedvarende tilfredsstillelse? Livet er kort: bruger du det på den bedste måde?

Den Tolv-lænkede Kæde mod spirituel uvidenhed

2011-06-28T23:30:00.000-07:00

Den tolv-lænkede kæde der fortæller os om hvordan ting opstår, forandres og forgår i takt med årsager og omstændigheder, kan give os indsigt i altings sande natur. En sådan indsigt er samtidig et farvel til den spirituelle uvidenhed, der binder os i Samsara.

Nogen mennesker er naturligt præget af en slags gennemtrængende, aktiv visdom, som går fra tanke til handling uden unødvendig tøven. De viser tydeligt medfølelsens aktive aspekt, og man finder ikke det svageste spor af blødsødenhed eller misforstået venlighed hos dem. De er åbne, ligetil og ofte meget direkte i deres omgang med andre – de er nemme at være sammen med, for man ved hvad man får, så at sige.

Bagsiden af medaljen – for sådan en er der selvfølgelig også, eller var der ingen grund til at dedikere en særlig meditation til dem ;) – er at deres kreativitet og handlekraft af og til løber af med dem, så de tynges af en manisk travlhed. De er så travle, som husmoderen i den gamle vise:

Se her kommer mutter med kost og spand,

med skrubbe og klude og sæbevand,

nu bli’r der en plasken, en sjasken og tørren,

for påske og pinse og jul står for døren.

Hun gnider panelet med vaskeskind,

med rumpen i vejret og knæene ind,

for den som vil ligge lidt foran sin næste,

må styrte omkring som en hvirvelvind

For tiden er så kort, og det ku’ hænde,

hun kom for sent, for sent til livets ende

De vil så gerne sikre sig at alt bliver gjort – og gjort rigtigt. Derfor mener de, i deres selvoptagethed, at de selv må tage sig af det.

Læg også mærke til linjen: ”for den som vil ligge lidt foran sin næste…”. Det vil denne type mennesker gerne. Deres konkurrenceiver og konstante sammenligning af sig selv med andre medfører præstationsangst og utryghed. Der er altid en der er bedre end mig; altid en der er dygtigere, klogere, hurtigere, yngre, smartere, kærligere… og hvis ikke man finder fred med det, må man slæbe omkring med en tung fornemmelse af inkompetence. Det farligste for den slags personligheder, er udsigten til at fejle eller – gys – tabe. Derfor forsvarer de sig konstant, meget gerne ved at overtage kontrollen over alt, hvormed de forøger deres muligheder for at tabe, hvorfor de overtager endnu mere kontrol – og så videre, i én uendelighed.

Prøv at genkende disse træk i dig selv, og mærk hvordan de forvolder både glæde og sorg. Se hvordan dit overskud og din energi nogen gange er drevet af konkurrenceiver og angst for at andre kommer foran. Slæk lidt på dine ambitioner, hav tillid til at du er god nok, og gør plads for andre. Men glem aldrig at glæde dig over din energi og dit drive, og husk at det er din frygtløshed og styrke som vil hjælpe dig med at realisere dit fulde potentiale.

Man kan forvandle de uhensigtsmæssige aspekter gennem meditationer på den Tolv-lænkede kæde. Den fortæller så tydeligt hvordan ting opstår og forgår i overensstemmelse med årsager og omstændigheder, og den antyder hvor komplekst sammenspillet er. Uanset hvor hårdt man prøver, vil man aldrig kunne kontrollere alt…

De fem elementer mod falsk selvopfattelse

2011-06-24T23:28:00.000-07:00

Meditationen på de fem elementer er en meditation som sigter mod indsigt i Ikke-Selv. Der er intet der er ’dig’, intet du kan eje eller kontrollere, intet at læne sig op ad – det har de fleste af os hørt tit nok, men meditationen på de fem elementer giver os mulighed for at få en direkte erkendelse denne sandhed. Det er en særligt god meditation for dem som er præget af stolthed, og stolthedens følgesvend: mindreværdsfølelse. Stolte mennesker kommer nemt til at føle sig utilstrækkelige og underlegne, måske fordi de konstant har behov for at have noget at binde deres stolthed op på. Ingen af os er 100 % perfekte 100% af tiden, og det har stolte mennesker det svært med. Med en falsk opfattelse af sig selv, f

ov - man gen kte erkendelse denne sår man også nemt den ide at man selv er noget helt særligt; at man på en eller anden måde er noget andet eller mere end andre, og dermed også mere ’værdig’. Det leder nemt til at man kommer til at sætte sig selv og sine egne behov over andre og deres behov – man glemmer at vi alle er end, i det at vi alle ønsker glæde, og ønsker at undgå sorg og smerte. Det mest almindelige forsvar for disse personlighedstyper er arrogance. Kan man skabe distance til andre gennem arrogance, slår man to fluer med ét smæk: man får tydeligt vist andre at de er langt mindre værd end én selv ved at lægge afstand til dem, og samtidig fremhæver man sin egen overlegenhed.

Med en falsk selvopfattelse frygter de fleste ikke at få nok, og derfor skraber de til sig – af ting, forhold, eller opmærksomhed. Det er også hos denne type mennesker vi oftest møder den spirituelle materialisme: trangen til at ville ’have noget ud af’ sin spirituelle praksis, i stedet for bare at lade praksissen være hvad den er.

Med den rette praksis kan denne falske selvopfattelse forvandles til en ligevægtig visdom, der ser det bedste i alt. Det kan blive til en visdom der ser potentialer og muligheder, og ser at alle er lige værdige; at ’jeg’ ikke er speciel! Der ligger også stor glæde og påskønnelse i stolthedens energi, en passion som omfatter hele verden, og som beriger verden i alle dens aspekter.

Se disse træk i dig selv, og mærk hvordan de forvolder både glæde og sorg. Bemærk overfloden i livet – rigdommen i dig, og rigdommen omkring dig, og stol trygt på, at der er nok til alle. Den tomhed der opstår når du ikke får de ting eller den opmærksomhed du ønsker er ikke nødvendigvis farlig; måske er den der bare. Bliv venner med tomheden og med din stolthed, så du kan se hvordan der ikke er grænser mellem ’dig’ og ’andre’, og tillidsfuldt kan give frit. Når du opgiver alle ideer om ejerskab, når du ser at der ikke er nogen der kan eje, og intet der kan ejes, vinder du alt.

Gyo

2011-06-21T23:20:00.000-07:00

Nu tager jeg afsted på gyo; den årlige præstetræning. Jeg har gjort mit bedste for at forprogrammere et par hilsner undervejs, så bloggen ikke komme til at ligge helt død hen, men enhver der kender mig, vil vide at det er overmåde tvivlsomt om det er lykkedes mig…men om computer-guden (eller EDB-trolden) vil, følger fortsættelserne på min lille serie om de fem klassiske meditationer altså i de næste uger J

Som altid, inden jeg tager på gyo, er jeg fyldt med følelser. Følelser af glæde, af forventning, af savn (lidt på forhånd, bare for at være på den sikre side), og af ren, uforfalsket frygt.

Gyo vækker mange følelser i mig, og oven i købet er det en lejlighed til rent faktisk at se disse følelser som de opstår og forgår. Der er ingen grund til at spilde tid på at analysere dem, eller prøve at tillægge dem mening udover øjeblikkets, men det at livet på gyo i så høj grad er begrænset; at der er så få valg, og så få forstyrrelser, gør at det bliver meget tydeligt hvornår følelser opstår og forgår. Jeg kan huske et år jeg talte med en af mine søde kolleger om det. Vi sludrede lidt om hvordan vi havde det; jeg havde set ham fælde en tåre under morgenmeditationen. Det var hans første år, så jeg ville sikre mig at han var ok. Selvom han havde utroligt mange års virkelig solid praksis i bagagen, kan gyo være overvældende! Men han havde tydeligvis fattet pointen, lige fra start. Han smilede lunt, og sagde: ”Wush – emotion!”. Hverken mere eller mindre. Bare ”emotion”. Og det er jo bare det, det er! Derfor var vi også nogen der gik og nynnede ”It’s just emotion, taking me over…”, hele sidste år.

Åndedrætsmeditation mod distraktion

2011-06-17T01:04:00.000-07:00

Åndedrætsmeditationen er en meditation som sigter mod indsigt i det rene sind, uden forhindringer og distraktioner.

Nogen mennesker er præget af en altgennemtrængende, altomfattende visdom, og har naturlige anlæg for ren væren. De er rummelige, og værdsætter enkelhed. De har enten nemt ved at holde fokus på én ting, eller også har de i hvert fald indset, at det at kunne holde fokus er vigtigt. De drives ofte af et ønske om at gøre ikke-noget, og er gode til at acceptere de ting der er, om de så er tilfredsstillende eller mindre tilfredsstillende.

Det lyder jo alt sammen vældig godt – og det er det også (!) – men der følger almindeligvis en række problemer med. Det for eksempel være sløvhed eller ligegyldighed; accept vendt på hovedet. De er tit mestre i fortrængning og benægtelse. Det er nemlig to vældig gode redskaber til at skabe en (falsk) ro om sig. Meget ofte vender vi os fra vores udfordringer, når de bliver for store. Hvis vi i stedet kan vende os mod dem, kan der ligge stor frihed i det, og ’belønningen’ kan være at vores usikkerhed forsvinder, og vi får fornyet handlekraft. Når vi vender os væk fra vores udfordringer, kommer vi til at frygte andres indtrængen, ganske enkelt fordi vi ikke gider verden og dens rod – vores lille salighedsbobbel er langt sjovere. Derfor er den mest anvendte forsvarsmetode for denne personlighedstype da også at de lukker af og oversimplificerer.

Hvis du har lyst til at gøre op dette kompleks, og trække på dets positive kvaliteter, kan du se på disse træk i dig selv. Du kan mærke hvordan de forvolder både glæde og sorg. Se hvordan du nogen gange trækker dig ind i dig selv når verden bliver skræmmende og overvældende. Prøv i stedet at rumme din frygt og dit ubehag, så dit sind kan udvides, og du igen kan få øje på altings skønne natur – så du kan hvile i væren, uden at føle behov for beskyttelse. Livet er finest når det bare er – ikke når det er så enkelt som du ønsker det. Perfekt er ikke nødvendigvis komfortabelt!

Den klassiske meditation på åndedrættet tillader dig at dyrke de styrker der ligger under problemerne, og trække dem frem i lyset.

Fem personlighedstyper

2011-06-14T23:22:00.000-07:00

Ud fra kendskabet til de fem klassiske meditationer, og til de ’gifte’ de skal forvandle til ’god medicin’, kan man måske, lidt groft, og hele tiden med klar viden om, at alt er under konstant forandring, udskille fem personlighedstyper, som er præget af dels disse problemer, dels af deres positive træk. Der er nemlig altid en brugbar side af de følelser vi ellers kender som uhensigtsmæssige, og det er den vi prøver at trække frem gennem de fem klassiske meditationer.

Alle mennesker kender formentlig til de problemer, der skabes når giftene får lov at forblive gifte. Alle kender til distraktion, falsk selvopfattelse, uvidenhed, begær og vrede. Alle oplever disse fænomener fra tid til anden, men typisk vil man opleve en eller to af dem oftere end de andre. Derfor er der ikke nogen af de fem klassiske meditationer som er overflødige. Det er ikke sådan at man kan sige at man ALDRIG oplever det ene eller det andet problemkompleks – alle kommer til at opleve distraktion, falsk selvopfattelse, uvidenhed, begær og vrede, men som sagt vil nogen opleve visse af dem oftere end andre. Jo tydeligere billedet er, jo nemmere at det at finde ud af hvor man skal starte!

Meditationerne virker dels som modgifte mod specifikke problemer, dels som næring til disse problemers værdifulde aspekter.

Hvis man fx let bliver distraheret, ikke kan holde fokus og måske bliver lidt sløv, er man samtidig almindeligvis vældig god til at kunne holde ud at gøre ’ikke-noget’ – til at kunne acceptere tingenes tilstand. Åndedrætsmeditation trækker det bedste frem i en.

Hvis stolthed og falsk selvopfattelse er ens typiske problem, så bunder det faktisk tit i en evne til at glæde sig; til at værdsætte alt hvad der er - og man er god til at se muligheder. Her kan indsigt i, hvad et menneske egentlig ER, nemlig en konstant foranderlig sammensætning af de fem elementer, være en hjælp til at få et sandere selvbillede, så man kan bruge sin glæde friere.

Er man grundlæggende uvidende, og ikke kan gennemskue (eller kommer til at glemme) hvordan alting opstår og forgår på grund af årsager og omstændigheder, er prisen tit at man bliver et manisk travlt konkurrencemenneske, som skal kontrollere alt. Til gengæld kan man som regel nyde godt af at være handlekraftig, og at være åben, tydelig og direkte i sin omgang med andre. Meditation på årsagssammenhænge, som fx den 12-lænkede kæde, kan hjælpe en til at gennemskue tingene, og give slip.

Begær og tilknytning bærer samtidig muligheden for en stærk, medfølende hengivenhed – og er man meget begærlig, er man så sandelig også i stand til at skelne godt fra skidt. Meditation på død og forgængelighed gør det klart, at der til syvende og sidst ikke er noget der er værd at begære.

Og endelig; hvis man er præget af vrede, vil man samtidig typisk have en stærk retfærdighedssans, og en klar analyseevne. Metta opløser vreden, og udvikler i stedet medfølelse.

Når man arbejder med de forskellige hindringer, skal man huske at det kræver mod og åbenhed. Man skal turde at åbne sig fuldkommen for den energi der er i hindringen, uanset hvor farligt det måtte føles. Mange af disse energier er nogle som vi eller andre har dømt ’uønskede’, men for at kunne forvandle dem skal vi først lære dem helt at kende. Så bed alle indre stemmer klappe i, og overgiv dig til det på godt og ondt.

Bemærk også at du IKKE skal kæmpe mod forhindringerne. Hvis man fx kæmper mod begær – vil ikke begære – skaber man et nyt begær. Se i stedet sandheden om begær, så forsvinder det, helt af sig selv, uden kamp.

De fem klassiske meditationer

2011-06-11T23:22:00.000-07:00

Der findes fem typer af problemer, som præger os alle i større eller mindre grad, og fem meditationer, der afhjælper disse problemer. Vi har arbejdet en del med disse meditationer i sanghaen, både på retreats og under vores sanghaaftner.

Som regel er den første hindring vi kigger på distraktion. Hvis man ikke kan samle sig om en opgave, hvordan skal man så kunne koncentrere sig længe nok til at få fuld indsigt i sindets sande natur? For at skabe koncentration, kan man lave en helt klassisk åndedrætsmeditation.

Derefter ser vi typisk på selvbedrag eller falsk selvopfattelse. Selvom vi måske ved bedre, rent intellektuelt, har vi ofte en subtil tro på en eller anden form for kerne eller evighed i os. En meditation som kan hjælpe til at fjerne denne forkerte ide, er meditation på de fem elementer. Man ser på de fem elementer et menneske er sammensat af, og ser hvorledes der ikke er nogen af dem der kan kaldes ’mig’ eller ’mit’. Falsk selvopfattelse er en form for uvidenhed, som bygger på en helt grundlæggende tåbelighed: en opfattelse som går imod alt hvad vi oplever.

Spirituel uvidenhed er en af de fem hindringer, fordi den danner grobund for begær, vrede og lidelse, og også for den stadige skabelse af karma. Den tolv-lænkede kæde beskriver hvordan vi skaber enten lidelse eller frihed fra lidelse, når vi baserer os på henholdsvis uvidenhed og indsigt. Kæden viser hvordan intet opstår ud af det blå; der ligger årsager og omstændigheder bag alt, og ændrer vi årsagerne, vil resultatet blive et andet. Hvis det overhovedet giver mening at tale om en kerne i buddhismen, en slags ’grunddoktrin’, må det være ideen om afhængig oprindelse, bl.a. som den præsenteres i den tolv-lænkede kæde, og meditation på denne doktrin vil hjælpe til at indse hvordan lidelse er et aktivt valg; noget vi selv skal gøre os umage med at skabe.

Dernæst taler vi om begær. Begær er roden til al vores smerte og den overvældende grundlæggende utilfredshed der altid ligger på lur, selv under den største glædesrus. Begær binder os i livets cyklus, hvad enten vi foretrækker at se det som en cyklus der spænder over flere liv, eller vi ser det som en proces der konstant udfoldes, fra det ene øjeblik til det andet. Man kan også sige, at hvis det er uvidenhed der holder os i livets og dødens cyklus, så er det begær der smeder de lænker der binder os. En hjælp til at overvinde begær er virkelig at se, at erkende alle tings forgængelighed. Når det bliver tydeligt at alt hvad der opstår også vil forandres og forgå, mister begæret sin kraft. Den klassiske meditation til at skabe grundlag for indsigt i forgængelighed er meditation på død.

Den sidste forhindring er vrede. Vrede er en forhindring som tager mange former. Den nemmest genkendelige er selvfølgelig det tydelige raseri, men ligeså skadelige former for vrede kan være sværere at få øje på: selvhad, uforsonlighed, den passive, selvretfærdige aggression, eller retfærdig harme. Vrede skaber tumult og oprør i sindet, og når man er prisgivet sin egen vrede, kan man på ingen måde tale om egentlig frihed. Modgiften mod vrede er metta: meditation på kærlig venlighed.

De fem meditationer er ikke en fremadskridende proces: distraktion – tjek, falsk selvopfattelse – tjek. Alle fem forhindringer findes typisk i os, enten manifesteret eller latent, igennem længere tid (i princippet indtil vores oplysning). Derfor arbejder man ikke med én af dem til man er færdig – det er en dynamisk proces, hvor man bruger den tid der skal til for at lære meditationerne godt at kende, og derefter bruger dem, når man opdager at der er grund til det..

Taknemmelighed IV

2011-06-09T10:10:00.000-07:00

Jeg er så taknemmelig for min mor. I de traditionelle metta meditationer starter man ofte med sin mor, fordi det er en god ide at starte med det nemmeste. Ens mor er nem at føle kærlighed overfor, for hun er den der har givet en livet, og har næret og beskyttet en.

Jeg er også meget taknemmelig fordi min mor hver gang, uden undtagelse, rejser sig når sygdom eller sorg truer med at tynge hende til jorden. Hun er som et smidigt træ der bøjer sig for vinden, men ikke knækker, eller som den tumlingedukke min lillebror holdt så meget af da han var lille: en skriggul plasticdukke (det var i 70’erne: alt var plastic i voldsomme farver, og drenge skulle pinedød lege med dukker. Han fik først et legetøjsgevær da min mor blev træt af at se ham skyde på alt der bevægede sig med sin træpind, og bøjede sig for hans krigeriske natur). Hans dukke var kuglerund: en lille kugle, ansigtet, ovenpå en stor kugle, kroppen. Den var tung i bunden, så når min bror slog den omkuld, rejste den sig straks, og vippede – nogen gange uroligt (når han blev alt for ihærdig i sin leg), og andre gange blidt. Men hver gang fandt den tilbage til sit eget tyngdepunkt: den kunne ikke væltes. Sådan er min mor, og det er jeg meget taknemmelig for.

En undskyldning

2011-06-08T07:27:00.000-07:00

Jeg vil gerne have lov at sende en undskyldning til jer som kom til Slagslunde i går aftes for at deltage i sanghamødet. I kom nemlig til en lukket dør – eller rettere; I kom til en åben dør, men en tom hondo. Det er jeg virkelig ked af. Jeg blev opholdt i lufthavnen, fordi min søn var forsvundet på sin tur fra Long Beach i Californien til Kastrup – og ingen kunne hjælpe os med at finde ud af hvor han var. Heldigvis dukkede han op til sidst, men det var efter fire hårde timer, hvor jeg fik lejlighed til at blive konfronteret med både tilknytning, begær og lidelse.

Normalt burde det ikke kunne ske at folk kommer til et arrangement uden at der er en til at tage sig af dem, eller i det mindste til at beklage og forklare aflysningen. Det er blandt andet for at undgå noget sådant at vi helst er flere om at lede en gruppe, men desværre svigtede vores system i går. Jeg er rigtig ked af, at det skulle gå ud over jer, og håber at I alligevel har mod på at dukke op næste tirsdag (hvor vi i øvrigt afholder ekstraordinær generalforsamling efter meditationen – og afrunder arbejdet med de fem klassiske meditationer).

Min praksis

2011-06-05T10:08:00.000-07:00

Min praksis udvikler sig konstant. Nogen gange er den meget omfattende; andre gange er den knap så omfattende. Det der vigtigt for mig, er at den altid er der – at den er mit liv.

Det har den selvfølgelig ikke altid været. Da jeg først mødte buddhismen, skulle jeg tage tilløb i årevis, før jeg besluttede at integrere den i mit liv. Selv da beslutningen var truffet, gik der tid før jeg havde fået indarbejdet en daglig praksis så godt, at det blev en helt naturlig del af mit liv.

Lige nu er min praksis meget levende, og ret omfattende. Jeg har afsat fem timer hver dag til arbejds-praksis: forskellige former for arbejde for sanghaen, for eksempel i form af rengøring af hondoen og de tilhørende lokaler, planlægning af aktiviteter, skrivning, oversættelser, og det jeg nok i virkeligheden holder allermest af: det såkaldte pastorale ansvar – samtaler med andre praktiserende, hvor jeg, efter bedste evne, støtter dem i deres praksis, og til gengæld modtager en konstant strøm af inspiration.

Selve min personlige praksis fylder også en del. For nogen tid siden skrev min sensei om muslimernes tradition med fem daglige bønner, og kort efter det deltog jeg i en interreligiøs debat, hvor den muslimske deltager talte så smukt og rørende om det han kaldte ’sine fem daglige møder med Gud’. Nu har jeg jo ikke lige nogen Gud jeg har brug for møder med, men jeg nyder i høj grad at sætte tid af til møder med min Buddhanatur; mit eget potentiale for Buddhaens oplysning. Så det gør jeg. Fem gange hver dag lader jeg mig selv træde ind i det hellige rum, jeg skaber med min egen hengivenhed overfor dette fantastiske potentiale, for denne vidunderlige mulighed.

Om morgenen nyder jeg at starte dagen med at chante Hjerte Sutraen. Den giver mig en god start, og minder mig om, at ting sker, som de sker. Den minder mig om, at de gode ting der sker, er ligeså forgængelig som de ting jeg opfatter som dårlige – og at jeg skaber smerte og uro for mig selv, hvis jeg knytter mig til nogen af dem, og forestiller mig at de er evige, eller at jeg skal kunne kontrollere dem. I løbet af formiddagen sætter jeg tid af til en længere praksis-periode, hvor jeg typisk laver Juhachido (en herlig esoterisk ceremoni), Shodo (kalligrafering), eller sidder Shikan (en kombination af beroligende meditation og indsigtsmeditation). Ved middagstid går jeg en tur, hvor jeg chanter Vajrasattva mantraet, og også gerne forsøger at indfange Buddhanaturens mange manifestationer gennem en kameralinse. Når dagen går på hæld sætter jeg mig for mig selv og chanter Fudo Myo-o’s mantra, dels for at minde mig selv om den sande medfølelses aktive aspekt, dels for at sikre mig at eventuelle frustrationer fra dagens dont ikke bæres med over i familiens tid om aftenen. Det sidste jeg gør, inden jeg sover, er at chante dharanis, og sende metta til alle levende væsner.

Sådan ser det ud lige nu – lige om lidt er det anderledes ;)

Taknemmelighed III

2011-06-02T10:10:00.000-07:00

Min svigerfar er noget helt særligt. Hele min familie er vidunderlig, men lige nu er det svigerfar der fylder mest. Jeg ser ham hver dag, bortset fra de sjældne tilfælde hvor han nupper sig en halv fridag (det er typisk for at komme til læge eller tandlæge, eller fordi han skal hjælpe sine andre børn og svigerbørn – aldrig fordi han skal sove længe, eller på andre måder tage sig tid til at nyde sit ellers velfortjente otium). Svigerfar hjælper os nemlig med at give vores dejlige hjem en ganske omfattende overhaling; der skal bygges om, repareres, males, anlægges ny indkørsel og graves slanger ned til jordvarme – og svigerfar klarer det hele. Og ind imellem, når solen skinner og han er tilfreds med det arbejde han har udført, så mødes vi ude i gården til en kold øl og lidt syndefuld hygge… Jeg håber at svigerfar kan blive i mit liv mange år endnu. Sikkert er det, at han har sat sit fingeraftryk og efterladt sig mange minder herude.

Taknemmelighed II

2011-05-29T23:23:00.000-07:00

Hvis jeg skal pege på én person der mere end nogen anden har haft betydning for mit liv (og dermed også på min praksis og mit valg af beskæftigelse), er det min mand. Peter har været i mit liv i mange år, lige siden 1982. Vi mødtes på Herlev hospital, og jeg var – lad os nu bare sige pænt – ikke helt mit sædvanlige jeg den dag. Mere omtåget var jeg dog ikke, end at jeg godt kunne se, at her var der et menneske der var noget helt ud over det sædvanlige.

Vi har haft mange vidunderlige år sammen, og vi regner med at få mange flere. Vi er elskende, men vi er samtidig hinandens bedste venner. Der er ingen anden jeg føler mig helt så godt tilpas med, som jeg gør med ham. Han er den jeg altid kan regne med, uanset hvad – den der altid vil hjælpe og støtte mig, og den der allerhelst ville give mig himlen og alle stjernerne med. Det jeg helst vil have, er hverken himlen eller stjernerne, men hans kærlighed. Den får jeg, hver dag. Vi har begge fejlet; vi har begge grædt – men vi har alligevel valgt hinanden, hver gang, hver eneste dag. For dette gentagne valg bøjer jeg nakken i ydmyg glæde, og jeg er parat til at betale prisen for det begær der binder mig til ham. For begær er det, ingen tvivl om det – men begær behøver ikke at medføre tilknytning; den tolv-lænkede kæde kan brydes hvor som helst, og jeg tør godt nyde ham, lige nu. Jeg vil gerne betale kærlighedens pris.

Uden Peters blide opmuntring er det ikke godt at vide, hvordan min praksis havde udviklet sig. Han hjalp mig til lynhurtigt at gøre op med den spirituelle blufærdighed der prægede mig i starten, dengang jeg endnu ikke rigtig vidste hvad jeg lavede, eller hvorfor jeg gjorde det. Han har siden selv taget tilflugt i Buddha, Dharma og Sangha, han har konstant støttet og hjulpet mig, og han har lært mig meget om mod og integritet. Jeg føler mig meget privilegeret over at have en så god ven at dele det allerfineste med.

Mahayana buddhismen

2011-05-29T10:07:00.000-07:00

Min nye bog, Mahayana buddhismen, er netop kommet fra trykkeren. Den bygger, i alt væsentligt, på et fragmenteret materiale, som blev lavet som støtte for et planlagt online kursusforløb. Ideen var at man skulle læse udvalgte tekster, og bagefter besvare og diskutere en række spørgsmål. Jeg finder stadig selve tanken om et online kursus meget tiltalende (for ikke at sige fremragende), men desværre var de logistiske udfordringer for store for en lille organisation som Tendai Danmark, hvorfor jeg besluttede at nedlægge kurset, og i stedet omarbejde materialet så det kunne udkomme i bogform. Jeg har bevaret nogle af de oprindelige spørgsmål til kurset: diskussionsspørgsmål, som det var tanken at man skulle arbejde lidt i dybden med. De er sat ind bagest i bogen. Jeg håber at der er nogen der vil bruge disse spørgsmål til deres egen refleksion, og i processen, vil kunne gøre det lærte til ‘sit eget’, i stedet for blot at overtage mine ord.

Jeg citerer fra forordet:

”Bogen er nemlig beregnet til studie - ikke til udenadslære. Tendais grundlægger Saicho sagde, at studie og praksis er de to støtter på Buddhaens vej. De samarbejder og understøtter hinanden, og ingen af dem kan stå alene. Studie nærer vores praksis, og det er igennem vores praksis at det vi har studeret bliver nærværende, bliver gjort personligt. Der er dog en enkelt faldgrube i forbindelse med religiøse studier: man kan kun alt for nemt blive knyttet til de doktriner man lærer, og begynde at se dem som sandheder, skrevet i sten, som må forsvares for enhver pris. Min lærer har en sjov påmindelse om dette liggende ved indgangen til sit tempel. Der ligger en sten, med den interessante udhuggede inskription: ”Nothing is written in stone”.

Jeg har også lyst til at minde om Buddhaens ord i Brahmajala Sutta. En gruppe af hans munke sidder og taler om en anden gruppe af religiøse vandrere, som har kritiseret Buddhaen, Dharmaen og Sanghaen. Buddhaen overhører deres samtale, og siger så: ”Munke, hvis nogen taler nedsættende om mig, Dharmaen eller Sanghaen, skal I ikke blive vrede, forurettede eller ophidsede over det. Hvis I bliver vrede eller misfornøjede over den slags nedsættende bemærkninger, vil det kun være en hindring for jer. Hvis nogen taler nedsættende om mig, Dharmaen eller Sanghaen, og I bliver vrede, kan I så afgøre om det de siger er sandt eller ej?” Munkene svarer: ”Nej, Herre” og Buddhaen fortsætter: ”Hvis nogen taler nedsættende om mig, Dharmaen eller Sanghaen, så skal I forklare hvad der er sandt og usandt, og sige ’Dette er usandt, dette er forkert, dette er ikke sådan vi gør ting, noget sådant findes ikke hos os’”.”

Bogen er til salg i vores center i Slagslunde, i de forskellige lokale grupper, og via vores web shop på www.tendai.dk.

Om oplysning

2011-05-27T01:07:00.000-07:00

Emnet for den konference jeg i øjeblikket deltager i, er ’oplysning’. Se, det er jo et emne der er til at tage fat i! – mange er mulighederne, men her er noterne til det foredrag jeg netop har holdt:

When the Buddha sat under the bodhi tree and attained enlightenment, he didn’t invent the Dharma. He realized the timeless truth that is always present, whether or not a Buddha is around to see it. He saw the true nature of all conditioned and unconditioned phenomenon; saw the truth about dukkha and its end. What he saw, brought about a radical transformation in him. He was, after his awakening, no longer a man – he was a Buddha; an awakened. In Dona Sutta, Dona the brahman asks the Buddha: ‘Are you a deva?’ and the Buddha says no. Dona then asks if he is a gandhabba, a yaksha or a human being – and the Buddha again answers no. In his frustration, Dona then asks ‘what sort of being are you?’, and the Buddha answers ‘you can remember me as awakened’.

Again: what he realized at his awakening was a timeless truth. This truth, the true nature of things, is in all of us – or rather; it is what we really are. It is not only found in humans. There are no restrictions on truth, so of course it is found in all sentient beings and in insentient beings too. All we need to become like the Buddha, to become awakened, is the wisdom to realize this truth. Intellectual understanding might be helpful, but only the movement of the heart, the personal experience, can set us free.

When the Buddha sat under the Bodhi tree, he was challenged by Mara. Mara asked him: ‘With what right do you sit at this seat of enlightenment?’ The Buddha then called the earth as his witness – he had every right to sit at the seat of enlightenment. The seat of enlightenment is found everywhere the teachings of the Buddha are kept alive, and we all have the right to sit there. It’s here - now, and we have every right to sit here. We should sit here, because this is the only way to make this world a better place.

What we need to do is not to create the timeless truth, to create Nirvana. It is here. We just need the wisdom to realize it. And to attain that wisdom, we need practice. We need to challenge all we ‘know’ about life, because knowledge gets in the way of wisdom.

Meditation

From the early history of Buddhism, two different strands of meditation were identified; meditations to cultivate calm, and meditations to cultivate insight – samatha and vipashyana. The practice of samatha is directed at developing concentration, while the practice of vipassana is aimed at developing wisdom. In other words: we need to stop the mind’s chatter, and we need to cut off our delusions. We need to stop and see.

Concentration

In concentration meditation, we practice letting go of the idea of pleasure and pain and just stay with our chosen meditation object. We discipline the mind, and in the process, we purify it. The mind can only hold one thing at a time, so when we keep bringing it back to our meditation object, we’re also keeping out of trouble, so to speak. Our meditation object could be anything, but often we use the breath. The breath is very suitable as a meditation object because it will change during a meditation session – it will become finer and almost imperceptible as your concentration deepens, forcing you to focus even more.

To make it easier, we can start by counting the breath; breathe in, breathe out: count one. In, out: two – we count this way up to ten, then going back to one. If we’re distracted, we just start over at one again, no big deal. After a while, the counting is no longer necessary, and so we can start following the breath. We follow the air from the rim of the nose, down through our breathing channel, to the tan-tien in the middle of the body – and all the way up and out again. At some point, we will be ready to keep our attention fixed at one point – perhaps the rim of the nose, or the tan-tien – and just wait attentively there for the sensation of the breath.

When our concentration is well developed, we can then use this concentration to investigate the true nature of reality: to do insight meditation.

The practice of concentration meditation is common to both Buddhist and non-Buddhist systems, whereas the next step; insight meditation, is unique to Buddhism, because it builds on the Buddha’s realization; his awakening.

Insight

In Buddhist insight meditation, we seek insight into the true nature of reality, or the true nature of the mind, which is basically the same. As I said; this true nature of reality is what we are really are. How could we be apart from the true nature of reality? We are right here, right now – but we’re deluded about what we are. When realizing this truth, we fulfill the path of the Buddha, and free ourselves from suffering permanently; we attain Nirvana. Nirvana is not a place that we have to ‘go to’ or create – Nirvana is the unconditioned, that which is beyond time, space and all concepts. Samsara is our conditioned reality, obscuring, and at the same time manifesting, the true nature of all phenomena.

There are three basic poisons of the mind, which bind us to samsara; anger, desire, and ignorance.

Anger

Anger is easy to recognize, and also quite easy to dissolve; the difficulty lies in realizing that anger is in fact unwholesome. Most people will cling to their anger, very reluctant to let it go. They’ll feel that it’s dangerous to let go of anger, because anger is their defense against a threatening world. As long as we see the world from our small, limited ‘Self’, it is rather threatening. But try to remove ‘I’, ‘me’ and ‘mine’ from the picture. What is really dangerous, if there is no Self that can be threatened? Without the limitation of the Self, we have no hindrances – and as the Heart Sutra says: “no hindrance, therefore no fear.”

Sometimes we carry anger with us from the past. We will not let go of our anger, because “this person did such a horrible thing, and I will not forgive that.” Carrying anger around is not pleasant, but it can be hard to convince yourself to let go of it. This is because we don’t understand our emotions. We take our emotions very seriously, and we identify with them: “I am very sad / angry / hurt.” We forget that emotions change all the time – there is no substance in them, they are dependent on causes and conditions, and they don’t necessarily show the truth of any given situation. They only show how we chose to react in the situation.

Emotions like forgiveness or forbearance are very pleasant and wholesome: they’re good for us. That is not always obvious to us because we often only look at the short-term effect. Developing such emotions requires us to go against our natural response, which is often fear and anger. Going “against the stream” is not always immediately pleasant, but in the long run it is definitely worth it. When we want to work with anger, we must first realize that anger is in fact unwholesome. Until we reach that realization we will be helpless in the face of overwhelming emotions. We also need to work up the courage to let anger go and try a few approach. It’s not that we can’t see how much harm we bring to ourselves by choosing fear and anger over forgiveness and forbearance – it’s just that we forget the importance of letting go when we’re swept away by a rush of emotion. When we’re in the middle of strong emotions choosing forgiveness or forbearance feels like giving up or surrendering. It is giving up, and it is surrendering – but it is giving up the anger and it is surrendering to the thusness of reality.

In meditation anger can of course show itself as resentment or as memories about how upset we are with this person or the other – but it can also take more subtle forms, so we have to pay attention. If anger shows itself during a meditation sometimes it is enough to just recognize it and the anger will dissolve. But if anger is returning again and again, it may be better to apply an antidote, which is metta or loving kindness.

Metta is a movement of the heart, unconditioned and unattached love and kindness. We all know how to love and be kind; it is the ‘unconditioned’ and ‘unattached’ part that is difficult. Metta is the perfect antidote to anger, because as we develop metta in meditation, we can draw on its qualities in everyday life. Metta meditation is typically done in steps, going from the very easy to the relatively difficult. Traditionally we first send out metta to ourselves, and then to someone we feel love and gratitude towards, to a stranger, an enemy (or a perceived enemy), and finally to all sentient beings. It’s definitely easier to wish happiness for someone you love and care about than for someone you don’t know – or even don’t like. Maybe it will help to remember that when we look at human beings from a far distance, we’re all pretty much alike. When we look at us real close, in a microscope, we’re also pretty much alike. It’s only when we focus somewhere in between these two extremes that we find a lot of differences. But why focus so much on the differences? We all want to be happy; we all want to be safe.

The metta meditation is quite simple, but it may take some practice before you really feel each step, so do take your time. If you have to work with only steps one and two for a full week, so be it. Do what needs to be done.

Desire

Another well-known poison is desire or craving. For some reason, desire seems to be less socially acceptable than anger. Ask 20 people sitting in a room together how many of them feel anger or resentment more than once a week and they’ll probably all raise their hand. But ask the same question about desire, and they will look away, shift uncomfortably, and just watch the others around them. But we all know desire. Desire is at the root of human suffering. The Buddha taught that desire causes suffering, and that by uprooting desire we can permanently end suffering.

In meditation, desire will show itself in a number of ways. A very common way is boredom. “I’m bored” people will complain, “I want to learn another, more effective meditation, one that’s not boring.” Boredom is nothing but desire; a wish for something better to happen – rather than paying attention and beings content with what really is. Recognizing desire as desire is the first step to uproot it. Watching the movements of the mind, recognizing desire as it arises, is often enough. If not, the classical antidote to desire is meditation on impermanence.

When meditating on impermanence, we visualize any kind of material form that we desire or are attached to. That can be one’s own body, the body of a loved one, or even chocolate cake. We look closely, as the object of our desire transforms and disintegrate; dies, rots away and disappears. The aim of this meditation is not to stir up disgust for the human body or for material form in general, but rather to awaken our insight into the impermanence of all conditioned phenomena. The meditation shows how form is empty – there is no substance in form, nothing to hold on to, and if we seek pleasure in form, we will experience suffering.

Ignorance

The final poison is ignorance. This is of course spiritual ignorance and has nothing to with worldly knowledge, education or understanding. Spiritual ignorance is what causes us to create suffering for ourselves and others, over and over again. At the most basic level, ignorance is what supports the illusion of an independent, permanent, lasting, peaceful and controllable Self.

We do not understand the true nature of reality, we do not understand life and death, and we do not understand how things come to be. The Buddha taught about Dependent Origination; how things arise and cease dependent on causes and conditions and that nothing exists in and off itself. But even if we accept this teaching in theory, we still have to realize it for ourselves. The words of another can never set us free.

We forget, again and again, how the world really is. We make up all sorts of stories about reality, but we rarely relate to reality itself. It’s like going to Paris, not ever really seeing Paris because we have our nose in a guidebook all the time! Some people decide to change the way they look at the world; they use ‘positive thinking’ or ‘affirmations’ – they decide to see the world through pink glasses, rather than grey ones, so to speak – but why not lose the glasses entirely and just look at what’s there?

Spiritual ignorance is that which prevents us from seeing the true nature of reality. If we paid attention, we’d know that things arise and cease according to causes and conditions.

Ignorance is also what prevents us from seeing what our choices really are. We often fool ourselves about our choices, thinking we have a choice when we don’t. There are some things that we can’t change even if we want to. The only choice we have left in these situations is to accept reality or suffer. Acceptance or suffering… it doesn’t sound like a hard choice to make but for many it is. When we’re deluded about our options, we cling to anger or sadness. We feel that acceptance is somehow defeat and we do not see that it’s the only alternative to suffering. The Indian monk, Shantideva, puts it very accurately: “If there is a remedy, then what is the use of frustration? If there is no remedy, then what is the use of frustration?”

The antidote to spiritual ignorance is contemplation of the core teaching of the Buddha: Dependent Origination.

At some point, the poisons will loose their power, at least momentarily. Then meditation is very simple, just sitting, paying attention to present experience, observing phenomena as impermanent, without a Self, and thus ultimately not satisfactory.

Spændende udlandsbesøg

2011-05-26T07:00:00.000-07:00

Jeg er blevet inviteret til at deltage i det britiske militærs årlige buddhistiske konference. Først var jeg vældigt nervøs for opgaven – jeg var simpelthen for bundet af mine egne fastlåste forestillinger, til overhovedet at kunne se hvad jeg skulle kunne bidrage med. Heldigvis lykkedes det at overtale mig selv til at lade mine fastlåste forestillinger vige, i hvert fald for en tid, og det gik op for mig at jeg kunne være langt mere rummelig end jeg først troede. Jeg fandt helt nye nuancer i mig selv. For eksempel kunne jeg pludselig se, at min mulighed for at leve et liv uden at slå ihjel, i høj grad bygger på det faktum at der er andre mennesker der er parate til at gøre det for mig.

Jeg kan godt lide at spise kød. Der er ingen træningsregler i den traditionelle vinaya der foreslår at jeg undgår kødspisning (og Buddhaen og hans Sangha spiste da også kød, når det blev ofret til dem), men der er træningsregler der – på det bestemteste – forslår at jeg lader være med at slå ihjel.

Jeg kan også godt lide at leve i et land, hvor jeg er fri til klæde mig som jeg vil, til at tænke som jeg vil, og til at praktisere den religion jeg finder bedst. Denne frihed var jeg kommet til at tage for givet, og jeg havde glemt at den ikke er alle menneskers grundvilkår. Der er mennesker der ikke har den frihed jeg tager for givet – og der er, i hvert fald i teorien, en risiko for, at også det dejlige sted jeg lever, kunne blive ufrit. Man kan mene hvad man vil om militæret, men alt andet lige deler jeg de grundlæggende værdier de kæmper for. Jeg er ikke enig i metoderne og alle de konkrete valg, men jeg er grundlæggende enig i, at den frihed vi har vundet, er værdifuld.

Der er stadig ikke den mindste gnist af tvivl i mit sind om at den bedste verden overhovedet, for alle levende væsner, må være den hvor ingen griber til vold for at løse deres konflikter og uoverensstemmelser. Jeg har bare fået et lidt mere nuanceret syn på de aktuelle forhold; på den verden vi rent faktisk lever i, lige her og nu. Fred starter i mig selv, og hvis jeg, under bekvemt dække af bedrevidende, selvretfærdig harme, tillader at nære modstand mod andre, blot på grund af deres valg og profession, har jeg ikke bidraget til fred.

Jeg er meget taknemmelig for denne mulighed – både for at have fået lov til at se nærmere på mine egne begrænsninger, og for at have fået lejlighed til at møde så mange engagerede praktiserende.

At være adskilt fra dem man elsker

2011-05-23T00:57:00.000-07:00

Hvis man kigger i de buddhistiske tekster efter beskrivelser af dukkha, kan man blandt andet se dette fænomen beskrevet som ’ikke at få hvad man gerne vil have; at være adskilt fra det man gerne vil være nær’. Det er en sandhed jeg kan forholde mig til! Min lille baby, som jeg rigtig gerne vil være nær, er langt væk. Han er rejst fra mig, hele vejen til Brasilien, og der har han været alt for længe.

Savnet river i mig hele tiden. Der er så mange små ting i mit dagligliv der minder mig om vores liv sammen, og om de hyggelige stunder vi plejer at tilbringe i hinandens selskab. Nu har han oven i købet snart fødselsdag, og det er næsten ikke til at bære… Når man har set et nyt liv komme til verden er man bundet sammen med det væsen, på godt og ondt. Der er nok en god grund til, at Buddhaen, da han skulle beskrive metta, tog udgangspunkt i moderkærligheden:

Som en moder med sit liv som indsats vil beskytte hendes barn,

således skal man, med et grænseløst hjerte,

værdsætte alle levende væsner;

udstråle venlighed over hele verden

så den spreder sig op mod himlen,

og ned i dybderne;

vidtrækkende og ubundet,

fri for had og vrede.

Gid alle må leve i tryghed og glæde.

Mit liv

2011-05-20T00:46:00.000-07:00

Hvis du kunne se verden gennem mine øjne, ville det se omtrent sådan her ud:

Jeg er taget på ferie – og jeg huskede at pakke Buddhanaturen ;).

Det er svært at få øje på at dukkha findes, når tiden sådan driver afsted i en lind strøm af soldrukne dage og lune nætter, og netop det er grunden til, at man i buddhismen siger, at den allerbedste genfødsel man kan opnå, er den som menneske. Livet som menneske byder nemlig på dukkha og sukkha i afmålte doser: lidelse og glæde, og ikke for meget af nogen af delene. Fødes man i helvede – eller vælger man helvedets virkelighed for en stund – er lidelsen så overvældende, at man lammes. Fødes man i gudernes himmel – eller vælger man himlens lyksalighed for en stund – er glæden så overvældende, at man helt glemmer hvordan lidelsen lurer lige om hjørnet, i den næste genfødsel, eller den næste stund. Derfor minder jeg flere gange dagligt mig selv om, at skønt alt er vidunderligt for mig, lige nu, så er lykken lunefuld. Der er mange andre der lider lige nu, og jeg vil lide som dem på et tidspunkt. Derfor vælger jeg Buddhaens vej, også når det hele er perfekt.

En lille hund som stor læremester

2011-05-17T07:30:00.000-07:00

Jeg har en lille hund i pleje – et bedårende lille væsen, som skal bo hos mig, indtil vi finder en ny familie til hende.

Hun boede oprindeligt hos min lille søn og hans søde kæreste, men skønt de to er de allerdejligste og mest perfekte mennesker jeg kender, trives lille Tili ikke hos dem. Det er først og fremmest på grund af deres anden hund, Sir Charles, som hun ikke fungerer sammen med. Derfor er hun nu hos mig, og jeg glædes hver dag over de mange lektioner hun giver mig.

Tili er nemlig verdensmester i glæde. Der er ingen der kan være så glad som hun! Hun tager intet for givet, og alt er anledning til glæde, i hvert fald indtil det modsatte er bevist. Tili er ikke en hund der sluger livet i store mundfulde; hun nipper til det, og værdsætter hver enkelt lille del som den er. Hun tåler tristheden når jeg går, og hun fejrer livet med en dans når jeg kommer tilbage. Hun lader sig ikke begrænse af ideer om, hvor meget eller hvor lidt der skal til, for at man kan feste – hendes gensynsglæde er lige stor om jeg har været væk en hel dag, eller om jeg bare har været ude et øjeblik.

Tili har det mest fantastiske begynder-sind, og jeg gør mit bedste for at lære af hende. Tænk hvis også jeg var i stand til at nyde hvert eneste øjeblik på dets egne præmisser, i stedet for at ligge under for konstante bedømmelser af hvilke hændelser der bør give anledning til hvor store glæder!

Taknemmelighed I

2011-05-16T00:24:00.000-07:00

Jeg har så uendeligt meget at være taknemmelig for, og det er vel nok dejligt. Der er nemlig næppe nogen følelse som er mere behagelig end taknemmelighed – når man er taknemmelig, er det svært at være rigtig ked af det.

Først og fremmest er jeg så taknemmelig for mine børn. De er de mest fantastiske mennesker, og nogen gange fyldes jeg nærmest af ærefrygt, når jeg kigger på dem. Hvordan de er blevet så enestående dejlige, ved jeg faktisk ikke rigtig – men jeg ved, at det at blive nogens mor har ændret mig på så fundamental vis, at jeg ikke for alt i verden ville have undværet det. Mine børn er så særlige, at jeg kan være fristet til at lade dem fylde hele mit liv, ligesom jeg gjorde da de var små. Der var engang hvor de havde brug for mig, hele tiden og altid. Sådan er det ikke rigtig længere, nu hvor de er 20 og 22 år. Derfor prøver jeg at huske mig selv på at give slip, og tillade dem at leve deres eget liv, uden at skulle bære den byrde det er at være nogens eneste omdrejningspunkt. Men de er stadig min store svaghed ;).

Jeg slutter hver dag med at chante langt-livs dharani for dem. Jeg kalder dem frem i mit sind, og nyder at mærke en bølge af kærlighed. Denne kærlighed udstrækker jeg så til alle levende væsner – for alle, uden undtagelse, er nogens barn.

Kærlighedens pris

2011-05-14T01:42:00.000-07:00

En jeg elsker, har netop mistet en hun elsker, og som altid har det også denne gang slået mig, hvor magtesløs jeg står overfor andres sorg og lidelse.

Skønt buddhismen er bygget på forståelsen af lidelse, og dens metoder er anvisninger på at stoppe lidelsen, så kigger jeg som oftest forgæves, når jeg søger i vores kanon efter umiddelbart trøstende ord (lidt i stil med: ’Herren er min hyrde, mig skal intet fattes’). Buddhismen kan nemlig kun virkelig trøste, hvis man har accepteret dens grundpræmis: at lidelse findes, helt uundgåeligt. At det ikke er symptom på at der er noget galt, når vi oplever lidelse, men at vi blot oplever menneskets vilkår. Allerhelst skal man også have fået nok af lidelse, før der for alvor er noget at hente i buddhismen.

Jeg bliver altid udpræget famlende, når ikke-buddhister beder mig fortælle om, hvordan vi i buddhismen søger trøst for sorg og savn – som fx den dag en journalist ringede mig op, og bad mig fortælle hvad jeg ville sige til en der skulle dø. De færreste af os fungerer nok rigtig godt når vi bliver klasket op ad en væg, og da heller ikke jeg. Mit bud på et svar blev da vist også nærmest en mumlen om, at eftersom vi ALLE skal dø, ville jeg jo nok sige nogenlunde det samme til denne fiktive person, som til alle andre. Det var tydeligvis ikke det svar journalisten ledte efter, og det lykkedes mig da også til sidst at komme op med noget lidt mere genkendeligt – men rigtig godt, det blev det aldrig, i hvert fald ikke fra hendes synspunkt.

Heldigvis er hende der for nylig har mistet allerede fast forankret på Buddhaens vej, så jeg ved at hun nok skal finde sin trøst, og at hun er stærk nok til at betale kærlighedens pris.

Velkommen tilbage...

2011-05-13T10:04:00.000-07:00

…til mig selv. Jeg har holdt pause fra blogningen virkelig længe, endda før jeg rigtig var kommet i gang – men nu er jeg klar igen. Jeg har fået mere tid til min rådighed (fordi der en masse dejlige mennesker omkring mig, som hjælper med at løfte mine øvrige opgaver!), så nu har jeg igen mod på at forsøge mig. Umiddelbart har det været en svær start. Mit første indlæg – det fra i går – er forsvundet ud i cyber space, så derfor hilser jeg endnu engang mig selv velkommen. Gad vide hvor mange gange jeg skal gøre det?

2010-05-10T23:45:00.001-07:00

Der har været stille på bloggen længe - jeg har vist ikke rigtig haft mere på hjerte end jeg kunne slippe af med andetsteds ;)

I øjeblikket arbejder jeg meget med metta, eller faktisk med alle de fire Brahma Viharaer; de Fire Uendelige Dyder, metta, medfølelse, deltagende glæde og sindsro. De kaldes 'uendelige dyder', fordi der faktisk ikke er nogen ende på hvad de kan betyde i vores liv; de er nemlig kvaliteter der ikke tillader nogen separation eller skelnen mellem selv og andre, eller mellem oplever og oplevelse.

Godhed er vores naturlige tilstand – når vi tillader os selv at føle godhed, har vi det godt, på både kort og langt sigt. Vi kan måske finde en forbigående tilfredsstillelse i andet end godhed, men om ikke andet vil vores krop vise os at vi er på galt spor: vi får stress, hovedpine, bliver udmattede og til sidst syge.

De Uendelige Dyder forudsætter og udvikler den samme opmærksomhed, ikke-skelnen, ikke-rækken-ud, ikke-afvisning, tilstedeværesle og klarhed i hjerte og sind som mere almindelig opmærksomhedstræning – og i tilgift styrker de hjerte og sind. Der er faktisk ikke nogen grund til ikke at udvikle dem!

Endnu et bog-relateret indlæg...

2010-03-23T07:50:00.000-07:00

Jeg har haft den store glæde at arbejde med oversættelsen af to gamle tekster, som jeg hver især sætter meget stor pris på: Dhammapada og Bodhicaryavatara. Som udgangspunkt har jeg anvendt Kåre A. Lies gode norske oversættelser af de gamle pali og sanskrit tekster.

Dhammapada er en versesamling som beskriver den buddhistiske lære: ’dhamma’ er – blandt andet – Buddhaens lære, og ’pada’ betyder egentlig ’fod’; i denne sammenhæng ’versefod’. Værket er en del af Theravada skolens skriftlige grundlag, Pali Kanon. Den hører til i undersektionen Suttapitaka, hvor den kategoriseres som tilhørende Khuddaka Nikaya; samlingen af mindre tekster. Det er da heller ikke noget omfangsrigt værk, men ikke desto mindre giver den en vældig god introduktion til grundlæggende buddhistisk filosofi og etik.

Dhammapada er formentlig et samleværk. Mere end halvdelen af Dhammapada versene optræder også i andre sammenhænge, og visse steder, for eksempel i ’Elefant-kapitlet’, optræder vers som ikke umiddelbart synes at have den store sammenhæng med resten af værket.

Der findes indtil flere engelske oversættelser af Dhammapada, og jeg har da også brugt et udvalg af dem som referenceværker i forbindelse med udarbejdelsen af min danske oversættelse, men ingen af dem er så smukke, og samtidig så præcise, som Kåres. Ydermere byder Kåres norske version på virkelig gode kommentarer, hvor den traditionelle kommentar, Dhammapadaatthaka, inddrages, og hvor Kåre trækker på sit indgående kendskab til de finurligheder der findes i det buddhistiske sprog, pali.

Når man læser teksten er det vigtigt at huske på, at den – som alle tekster – skriver sig ind i en historisk sammenhæng. På Buddhaens tid havde kvinder generelt en ret lav status i samfundet, ikke mindst i det religiøse fællesskab. Buddhaen var også noget tøvende, da han først blev opfordret til at lade kvinder ordinere og indtræde i sanghaen. Det var ikke fordi han mente at kvinders spirituelle potentiale var mindre end mændenes; han udtalte eksplicit at der ikke var nogen forskel, men fordi han frygtede det omgivende samfunds reaktion. Samfundets, og sandelig også dele af munkesamfundets, generelle holdning til kvinder som religiøst søgende kan desværre også aflæses visse steder i Dhammapada, hvor der konsekvent tales om ’ham’ i forbindelse med den spirituelle vandrer. Da er det vigtigt at have denne ordveksling i baghovedet:

Ananda: ”Er kvinder i stand til, hvis de trækker sig tilbage fra det almindelige liv til det hjemløse liv under ledelse af Tathagataens doktrin og disciplin, at blive en (...) arahant?”

Gotama Buddha: ”Ja, kvinder kan, hvis de trækker sig tilbage fra det almindelige liv til det hjemløse liv under ledelse af Tathagataens doktrin og disciplin, blive en (...) arahant.” (Cullavagga X.1).

Viggo Fausbøll lavede en dansk oversættelse allerede i 1855, men hvor selvmodsigende det end kan lyde, når vi taler om en årtusinder gammel tekst, er denne faktisk en smule forældet. Det er ikke på grund af grundteksten, de oprindelige pali versioner af Dhammapada, men på grund af den voksende forståelse i Vesten for de oprindelige buddhistiske tekster. I begyndelsen blev de buddhistiske tekster i høj grad læst med ’kristne briller’, så at sige. Enhver kan jo kun læse med de øjne man har, og min oversættelse er naturligvis også præget af den forståelse jeg har. Alligevel er der sket meget på de godt 150 år der er gået siden Fausbølls oversættelse blev udarbejdet, og jeg synes det er på sin plads med en ny dansk oversættelse.

Bodhicaryavatara er skrevet af munken Shantideva. Shantideva er en helt central skikkelse i Mahayana buddhismen – også selvom ingen rigtig ved hvem han var! Han har vundet sin berømmelse gennem de værker han har efterladt, først og fremmest Bodhicaryavatara. Vi ved at han var en af to munke der levede i Indien, i henholdsvis det 6. og det 8. århundrede, at han studerede på Nalanda Universitetet, og at han tilhørte Madhyamika skolen, som han da også står som talsmand for i dette værk.

Bodhicaryavatara, eller ”Vejen til det vågne liv”, er et langt digt, som i ti kapitler beskriver bodhisattvaens vej til oplysning. Bodhisattavens vej starter med bodhicitta: det sind der søger opvågnen for alle levende væsners skyld, og ender med fuldkommen frihed for alle. Det er også den vej vi henviser til, når vi aflægger de fire bodhisattvaløfter:

Levende væsner er utallige; jeg lover at frelse dem.

Vores begær er ubegrænsede; jeg lover at overvinde dem.

Belæringerne er uudtømmelige; jeg lover at mestre dem.

Vejen er uovertruffen; jeg lover at følge den.

I sin oprindelige form er værket skrevet på omhyggelige versefødder, og det kan stadig tydeligt ses i den norske version, som er både smuk og poetisk. Den norske oversættelse er lavet af Kåre A. Lie og hans datter, Tone Gleditsch Stabell. Kåre har mere end 30 års erfaring med oversættelse, blandt andet af buddhistiske tekster. Han oversætter indenfor mange forskellige fagområder, og fra en lang række sprog, som også omfatter både pali og sanskrit; de to ’buddhistiske sprog’. Tone er digter, og det mærkes tydeligt i tekstens skønhed. Desværre har jeg ikke fundet det muligt at bevare disse versefødder i min danske oversættelse. Jeg stod overfor valget mellem en poetisk eller en korrekt oversættelse, og valgte at undgå at kompromittere teksten.

Udover den norske oversættelse har jeg også skævet til et udvalg af de mange engelske oversættelser der er lavet, for eksempel dem der er lavet af Skilton & Crosby, Stephen Batchelor, Alexander Berzin, Padmakara Translation Group, og den udgave der er tilgængelig på www. shantideva.net, som er gennemgået og godkendt af Chan Ssu Lun, Stephen Batchelor, og Dzogchen og Pureland lærere.

Det gælder for disse som for mine andre bøger: glæden ved arbejdet med dem er min - kan andre finde glæde ved læsningen, er det blot et ekstra gode. Jeg videregiver al fortjeneste der stammer fra arbejdet til alle levende væsner.

Virtuel sangha!

2010-03-17T10:34:00.000-07:00

Nu har jeg så fået endnu et sted at boltre mig: Buddha, Dharma og Web-Sangha, på www.tendaiforum.dk.

Kig forbi vores hyggelige virtuelle sangha. Den er tænkt som et sted hvor man kan spørge frit, komme med sine bud på svar uden at blive grillet af selvudnævnte eksperter, og hvor man kan holde kontakt med medpraktiserende over hele landet.

Jeg håber du vil komme forbi - så kan vi dele en cyber-kage og få en hygge-sludder ;)

Endnu en god bog

2010-03-15T04:39:00.001-07:00

Har lige nydt endnu en dejlig lille bog: One hundred days of solitude af Jane Dobisz. Som de andre jeg nævnte er heller ikke denne en bog som sigter mod at belære læseren om buddhistiske doktriner - den er bare et (vellykket) forsøg på at dele glæden ved et hundrede dags tilbagetrækning.

Jane fortæller om sin tid i en hytte ude i en skov, hvor hun mediterer - med mantra -, arbejder, går ture og laver prostrationer. Hun laver et tusind om dagen, så jeg vil holde op med at bekymre mig om de sølle tre dage jeg skal gøre det samme ;)

Hun praktiserer koreansk Zen, i samme tradition som en af mine tidlige lærere, og det er herligt at få et gensyn med den verden. Inspirerende og ærefrygtindgydende - og så skinner hendes glæde så klart igennem, at det virker nemt og ligetil.

Det er jo bare at gøre det. Gøre det det skal gøres, om det er et mantra der skal reciteres for at beskytte og rense sindet, en spand vand der skal hentes, eller en bevægelse op og ned i ydmyg glæde og hengivelse.

Gode bøger

2010-03-10T07:37:00.000-08:00

Lige for tiden svælger jeg i buddhistiske selvbiografier. Jeg elsker simpelthen at læse om andres oplevelser og erfaringer - det vækker min glæde og nysgerrighed at få lov at følge andres vej til Dharmaen, og giver mig fornyet energi til den vej der er min.

To bøger jeg virkelig har nydt her på det sidste er 'The Wheel of Life' og 'Trekking through Hell to find Heaven'.

Den første er en ældgammel bog om John Blofields oplevelser i Kina og Tibet tilbage i mellemkrigstiden. Den er fascinerende, ikke mindst fordi den giver et indblik i en forlængst svudnen tid, men også fordi de visdomsord forfatteren samler op på sin vej, er tilsyneladende tidløse.

Den anden er interessant, fordi den beskriver en vej der på mange måder minder om min egen. Jion Prosser har beskrevet sine oplevelser under gyo på Hiei bjerget i Japan, og skønt Jions senere valg og handlinger kan diskuteres, er der - for mig at se - ingen tvivl om at hans træning har været spændende. Der er ikke mange vesterlændinge der har haft mulighed for at gennemgå den traditionelle gyo i Japan. For det første er det kun et forsvindende lille fåtal af vesterlændinge der overhovedet har hørt om Tendai, for det andet kræver adgang til gyo at man taler og skriver japansk flydende. Endelig er der i Japan en udpræget uro ved at lade gaijin (charmerende japansk udtryk for udlænding. Det skrevne ord siges at indeholde halvdelen af tegnet for 'menneske'. Halvdelen er vel også noget...) deltage i den japanske gyo, og de foretrækker at henvise alle til Tendai Buddhist Institute i New York. Jions træning ligger dog så langt tilbage at gyo i New York endnu var på forsøgsstadiet, og han fik derfor lov at deltage på Hiei-zan, i lighed med Monshin sensei. Jions bog er sjov at læse for mig, fordi der er så mange af hans oplevelser og overvejelser jeg kan se spejlet i mig selv. På en eller anden måde er det bare nemmere at se gennem andres øjne - måske fordi alle andre er så venlige at bære deres karma uden på tøjet...?

Begge bøger kan lånes gennem Tendais bibliotek, og har man bare den mindste snert af et 'stalker-gen' i sig, er de bestemt anbefalelsesværdige.

Av

2010-03-09T05:41:00.001-08:00

Nogen gange gør samsara bare så ondt, at jeg næsten ikke kan holde det ud. Der findes virkelig lidelse i et menneskeligt liv, og det er tydeligvis også noget jeg selv skaber, med mine ideer om hvordan livet ’burde’ være, og hvad der ville være retfærdigt.

Andre gange er det ikke det almindelige liv der gør ondt, men en træning som jeg frivilligt – og med stor glæde! – underkaster mig. Når træningen gør ondt, er det godt at huske på, at (1) det gør aldrig helt ligeså ondt som livet, og (2) det er ubehag der leder til noget godt. Jeg kan opleve liv efter liv (eller år efter år, hvis man ikke gider slås med overvejelser omkring genfødsel) med smerte i samsara, og ingen af de smerter vil nogensinde hjælpe til at sætte mig fri. Det ubehag der er involveret i træningen der imod – smerten ved at se sig selv nådesløst spejlet, uanset hvor man vender sig hen, egoet der krymper sig når man hårdhændet irettesættes, ærgrelsen når man igen er på flugt med sindet, osv – er ubehag der tjener til at lære mig ting, og udpege hvor jeg stadig hænger.

Så: ja tak til anstrengelsen ved ihærdig træning – nej tak til mere selvskabt, nyttesløs smerte.

Ny praksis

2010-03-04T00:18:00.000-08:00

Inspireret af vidunderlige Sylvia Boorstein (forfatter til bl.a. It’s easier than you think & Don’t just do something; sit there), er jeg begyndt på en taknemmelighedspraksis.

Taknemmelighed er en pragtfuld følelse! Når man er taknemmelig, er det svært at være rigtig ulykkelig. Taknemmelighed er også god til at fastholde mig i det nuværende øjeblik, og at huske mig på hvilket enormt ansvar jeg har. Jeg ændrer mig selv og verden med hver eneste tanke, ord og handling – det er nødvendigt at jeg kun tænker, taler og handler på måder som jeg har lyst til at leve med.

Min taknemmelighedspraksis foregår i samspil med en god, spirituel ven. Hver dag skriver vi til hinanden, og fortæller hvad vi er taknemmelige over. Det kan minde lidt om den praksis der er i visse buddhistisk prægede landsbyer i Østen, hvor der i byen, på et centralt sted, findes en stor klokke. Den klokke ringer man på, hver gang man oplever noget dejligt. På den måde deler man det dejlige i ens liv med resten af landsbyen, og alle ved, at når klokken ringer, er der sket noget vidunderligt.

Det er så rart at sætte sig ned og gennemtænke dagen; hvilke skønne ting er der sket, hvem har hjulpet eller støttet mig, glædet mig, eller gjort noget dejligt for andre? Det giver en helt anden opmærksomhed på livets gode sider end jeg ellers har haft.

Til at begynde med lavede jeg denne praksis alene; jeg satte mig ned hver aften foran mit alter, og huskede på alle dagens gode ting. Jeg tænkte, at det nok ville være et bedre bidrag til et lykkeligt liv, end hvis jeg satte mig ned og tænkte på alt det sørgelige og dumme ;) Det var også en god praksis, men faktisk oplever jeg allerede nu at det at dele mine glæder og min taknemmelighed med en anden giver det et helt andet aspekt – der kommer en ny rigdom ind i det, når jeg deler.

Så: i dag er jeg taknemmelig for, at jeg har gode venner at dele mine glæder og min taknemmelighed med!

Forladt

2010-02-28T23:57:00.001-08:00

Har haft den dejligste weekend, med skønne retreat-gæster. Det har været intenst, og helt vidunderligt. Men hvor er der tomt i hondoen i dag...! Det føles helt forkert at alle mine dharma søskende er væk - og hvordan kan de egentlig også finde på det? De kan da ikke bare forlade mig??

På den anden side har jeg jo også nydt at have tid til min familie igen; til at kunne smide mig i en bunke med dem i sofaen, mens jeg lod som om jeg læste en bog.

Jeg vil gerne det hele, tak ;) - og sådan gør jeg det svært for mig selv: jeg skaber min egen dukkha når jeg bruger tiden på at komme med ændringsforslag til det der er, i stedet for at være der!

De mærkelige ting man gør

2010-02-24T06:02:00.001-08:00

Når man på et eller andet tidspunkt begynder for alvor at forpligte sig i forhold til buddhismen, vil de fleste stifte bekendtskab med nogen mærkelige omgangsformer og adfærdsmønstre. Hvis man fx begynder at komme i et tempel vil man opleve nogen strengt koreograferede, ceremonielle ritualer, som man, i hver fald i ét eller andet omfang, forventes at tage del i. Pludselig ser man måske sig selv messe sutraer og mantraer på fuldkommen ukendte sprog, man læser bønner, tilegnelser og løfter som man knap ved hvad betyder, og man bukker og skraber for statuer, mennesker - endda puder... og selvom det giver absolut nul mening, gør man det alligevel. Som tiden går, gør man måske mere og mere af det, uden at det egentlig bærer den helt store betydning for én. Man aber efter. Men hov, stop: er det nu ikke en skidt ting? Er det ikke bare tom, rituel praksis, som i bedste fald er ligegyldig; i værste fald faktisk hindrer én på den spirituelle vej?

Det synes jeg faktisk ikke. Min egen erfaring har været, at krop og sind hænger så nøje sammen, at når jeg eksempelvis har tilegnet mig en vane med at optræde respektfuldt i hondoen (bukke, sige taksigelsesbønner osv), har denne vane, denne 'udvendige', formelle praksis, ledt til at respekt og taknemmelighed er født i mit sind.

Det samme gør sig gældende med de mange særlige tempel-regler man følger ekstra strikst under intensiv træning. Det kan synes tindrende ligegyldigt, hvilken fod der kommer først ind i hondoen - og det er det i bund og grund også. Sidst jeg tjekkede med karma-kontoret, kostede det ikke engang et enkelt liv i helvede at træde ind på venstre fod i stedet for højre ;) Det der ikke er tindrende ligegyldigt, er den stadige opmærksomhed man udvikler, når man skal følge en lang række regler. Hvis man går og halvsover i sin egen hyggelige drømmeverden, opdager man ikke, hvilken fod der kommer først - og det gør man heller ikke, hvis man er så opslugt at at praktisere sindsnærvær at man overhovedet ikke har tid til at interessere sig for hvor man er... En formel praksis, hvor man følger en række regler, vil ikke med et trylleslag forvandle én til en 'god bodhisattva', men den vil gøre det meget nemmere at holde opmærksomheden på det man laver lige nu.

Også i forbindelse med visse meditationer kan man have glæde af mekanisk at gentage eller eftergøre visse handlinger. Jeg husker en af mine første lærere, som stædigt insisterede på, at man fint kunne "fake it 'til you make it". Det opfattede jeg som temmelig bekymrende (for ikke at sige stødende!): han underviste i noget så fint som de Fire Uendelige Dyder, og hævdede at en automatisk, rituel gentagelse af en sætning som "gid jeg må leve i tryghed og glæde" skulle kunne fremelske den herlige - næsten hellige - fornemmelse af ægte metta! Jeg lærte efterhånden at han havde ret...

Selvom der kan siges (og også bliver sagt!) meget grimt om ureflekteret efteraben og formaliseret rituel praksis, så er der grund til at tjekke for sig selv om det nødvendigvis er noget man skal spilde gode kræfter på at lægge afstand til, eller om man bare skal give det en chance!

God fornøjelse - nu vil jeg gå ud og lege "Kongens efterfølger" :)

Begynder-sind

2010-02-17T04:14:00.000-08:00

Urenheder vil, som rimfrost og dug,

opløses i lyset af visdom.

Derfor må vi nidkært

vogte vores seks sanser.

Dette lille vers er en del af vores aftenceremoni, og det beskriver meget godt hvorfor jeg synes det er så meget nemmere at leve i sommerhusets smukke omgivelser, i afsondrethed, uden TV, internet og telefon. Dernede er det nemlig meget nemmere at kontrollere, hvad jeg tager ind gennem mine sanser. Påvirkningerne er mindre (færre i antal), og anderledes end dem jeg er udsat for til hverdag; dermed er de mere iøjnefaldende, og nemmere at forholde sig til.

Alt for tit er jeg for ukritisk med, hvad jeg tillader at komme ind i mit sind. Det er sindets sans der er den sværeste for mig at vogte. Jeg synes det er nogenlunde nemt at forholde mig til, hvilke indtryk jeg inviterer gennem øjne, øre, næse, mund og følesans – for eksempel udsætter jeg kun nødigt mig selv for støjforurening i form af mekanisk baggrundsstøj (som eksempelvis TV og radio der står og brager ureflekteret, eller meningsløs pludren), og jeg gør holder meget ud af at simplificere og ordne mine omgivelser så øjet ikke overvældes af uvedkommende former, men sindets sans er jeg desværre langt mere lemfældig med.

Når jeg husker på, hvor vigtige sanse-portene er, står det klart for mig, at jeg må være langt mere nøjeregnende med hvad jeg vælger at fylde mig med. Alle ’urenheder’ – altså karmiske spor der forhindrer mig i at se det der er – kan opløses. De kan forsvinde, som morgenens rimfrost eller nattens dug forsvinder når solen får magt, hvis jeg lader visdommens sol skinne over dem.

Jeg skaber mit eget liv. Jeg har allerede skabt det liv jeg står midt i nu. Netop fordi jeg selv har skabt det hele, kan det være noget af en udfordring at hæve sig over det – men det er lige præcis det, der er min opgave: at hæve mig over urenhederne, som en lotus hæver sig over dammens mudrede vand; uplettet og ren. Men det mudrede vand er bare så meget nemmere at få øje på, når man bliver omplantet.

Derfor vil jeg prøve at bevare et begynder-sind. Jeg vil prøve at se hvert øjeblik som helt nyt. Det ER helt nyt; jeg vil huske at det er helt nyt, og ikke lade mine karmiske spor lægge et slør over det. Jeg vil ’nidkært vogte mine seks sanser’.

2010-02-04T07:30:00.000-08:00

Der bliver stille på bloggen den næste tid. Jeg tager i sommerhus. Jeg skal ned og stå på ski, gå lange ture, spise lækker mad, og have god tid til min praksis. I sommerhuset har jeg ikke internet (og heller ikke TV, og kun nogen gange telefon). Livet dernede er dejligt simpelt; ingen forstyrrelser, bare liv. Hver gang jeg er dernede, lover jeg mig selv at tage simpelheden med hjem. Hver gang glemmer jeg det efter et par dage.

Den sutta der fortæller om den direkte vej til oplysning gennem opmærksomhed og nærvær, hedder Satipatthana Sutta. Ordet satipatthana er en sammensætning af sati og upatthana.

Sati oversættes som regel som 'sindsnærvær' eller 'opmærksomhed', men bærer faktisk også betydningerne 'ikke at blive distraheret', 'at tage noget ind i sindet' og 'at huske' eller 'at bære noget i sindet'. I teksterne forklares det således:

"Og hvad, munke, er evnen sati? Den ædle discipel har sati, han er begavet med perfekt sati og intellekt, han er en som husker, som kan genkalde sig hvad der blev gjort og sagt for længe siden" (S V 197-8), og "sati, når det opstår, genkalder dhammaer som er hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige(...). Således vil (... 'man') læne sig op ad dhammaer man bør læne sig op ad, og ikke læne sig op ad dhammaer man ikke bør læne sig op ad (...)" (Mill. 37-8).

Upatthana betyder, direkte oversat, 'at være nær', og refererer i denne kontekst til at være noget nær, være tilstede, med sindsnærvær; at man altså lader sin opmærksomhed være omkring et givent objekt.

Jeg vil træne satipatthana, så jeg fremover bliver bedre til ikke at lade mig distrahere, og til både at huske at være opmærksom og huske på, hvad der er hensigtsmæssigt og hvad der uhensigtsmæssigt. Det er jo ikke fordi jeg ikke ved hvad der er godt for mig...

De Fire Uendelige Dyder

2010-02-02T00:29:00.000-08:00

Nogen gange, når ting falder, finder jeg hjælp i at huske på historien om Gotami. Det er historie fra Pali Kanon, om en kvinde, som har mistet sit barn – uden tvivl det værste overhovedet; det som er så slemt at man ikke engang kan forestille sig det. Hun gik til Buddhaen for at bede ham kurere hendes søn, vække ham fra de døde. Buddhaen bad hende bringe ham et sennepsfrø til kuren – men det skulle ikke være et hvilket som helst sennepsfrø. Det skulle komme fra et hus i byen, hvor ingen var dødde. Gotami gik fortrøstningsfuldt fra hus til hus, og alle ville gerne give hende et sennepsfrø – men alle måtte de fortælle hende, at også de kendte til døden. Da hun havde været byen igennem, var det gået op for hende, at døden er en del af livet; at alt hvad der fødes, også vil dø.

Der er måske ikke umiddelbart den store trøst at finde i historien, men den er god påmindelse om, at alt er forgængeligt, og at smerte er en del af livet.

Vi kan ikke forhindre de forfærdelige ting i at ske, men vi kan gøre vores bedste for at opbygge en indre stabilitet, der betyder at når ting falder, så gør vi det ikke værre for os selv. Vi kan håbe, at når vi mister, så mister vi ikke også vores sindsro.

Man bevarer ikke sin sindsro ved at gøre sig kold overfor verden. Det handler ikke om at leve i fornem afsondrethed, køligt hævet over verdens smerte – men om at kunne engagere sig helt og fuldt, på de præmisser der hersker i verden, uden at blive opslugt af smerten ved omskiftelighed. Det er ikke nemt.

De klassiske meditationer på de Fire Uendelige Dyder: metta, medfølelse, deltagende glæde og sindsro, kan give en god base. Disse fire kan åbne og blødgøre sindet, og gøre det så smidigt at det kan rumme både smerte og glæde, opgang og nedgang. Jeg tænker tit på dem som buddhistisk førstehjælp: indtil vi har frigjort os endeligt fra smerte og sorg, kan de hjælpe os til at stå livets lidelser igennem – og til at hjælpe andre gennem deres sorg, uden at vi skal fylde det hele med vores egen lidelse.

Når ting falder

2010-01-29T00:01:00.000-08:00

Nogen gange falder alting sammen. Det er ikke nødvendigvis et problem, i hver fald ikke hvis jeg kan holde ’mig’ ude af ligningen. At ting falder, er der ikke noget smertefuldt i; det er først når jeg gør det til ’mig’ (det er synd for), ’mit’ (store problem) og ’mine’ (sorger over at verden da for pokker ikke kan tage sig lidt sammen).

Mit personlige kommentatorspor til sammenbrud består af lige dele katastrofe-stemning og indviklet dramatisering. Katastrofestemningssporet er helt ubevidst – det er en underliggende opregning af, hvor galt det i virkeligheden (hvor den så end er henne i det her ;D) kan gå, hvis jeg bare lader stå til. Den indviklede dramatisering derimod, er jeg nødt til at bruge en del kræfter på. Hvis ikke jeg investerer noget energi i at holde det spor kørende, kommer jeg alt for nemt til at se, at det jo bare er livet der slår knuder.

Knuder behøver ikke at være en slem ting. Nu er det snart kyndelmisse, og når den slår sin knude, er det virkelig smukt!

Det er hvidt herude,

kyndelmisse slår sin knude

overmåde hvas og hård,

hvidt forneden, hvidt foroven,

pudret tykt står træ i skoven

som udi min abildgård.

Taknemmelighed

2010-01-27T01:25:00.000-08:00

Den der er taknemmelig, er aldrig rigtig ulykkelig.

Ind imellem kommer jeg virkelig i tvivl, om hvorvidt min praksis for andre giver mening. Nogen gange overvælder meningsløsheden mig, når denne praksis byder på de gigantiske besværligheder som ethvert samspil mellem levende væsner indebærer, og jeg tænker på min senseis ord om, at det er langt nemmere at opnå oplysning som lægpraktiserende end som ordineret. Jeg mærker begæret efter at fokusere på den personlige praksis; efter bare at lave mine prostrationer, op og ned, efter at engagere mig fuldt i mine esoteriske øvelser, og sidde shikan, helt simpelt, uden vrøvl. Bare trække vejret og være.

Men så sker der som oftest noget der vækker mig.

I går fik jeg en email fra en elev som vækkede mig, som rørte mit hjerte, og som fik mig til at se, at det er det hele værd.

Og det går begge veje. I min aftenmeditation så jeg på den lange række af lærere som har gjort Dharmaen tilgængelig. Jeg så dem, en efter en, viderebringe disse vidunderlige belæringer om frihed og lykke – og jeg så hvor heldig jeg er, at jeg står for enden af rækken.

En lærer

En beholder

Bevægelse.

Udenfor ord

2010-01-25T08:43:00.000-08:00

Til sangha-mødet i tirsdags talte vi om det der ligger udenfor ord. Så er ordene virkelig svære! Det vi konkret talte om, var den tilsyneladende konflikt mellem selv-udvikling og ikke-Selv. Hvordan kan det være at tidlige buddhistiske tekster taler om Arahaten som en med ’et udviklet selv’ (It 79-80) eller ’et stort selv’ (A.I.249), og endda på et tidspunkt taler om at blive ’lig et Selv / Selv-lignende’ (pali: attaniyam) (S.V.5-6), når vi samtidig arbejder ud fra en hypotese om, at der ikke findes noget bestandigt, kontrollerbart Selv?

Hvad er det for et Selv der afvises i buddhismen, og bliver det virkelig afvist? Vi skal passe på ikke at overgive os til et lingvistisk tabu, hvor enhver brug af ordet ’selv’ er forbudt – det er måske, måske ikke (?), afvises, er et Selv som er bestandigt, uforgængeligt og kontrollerbart.

Hvad sker der med vores Selv, hvis vi sætter spørgsmålstegn ved det, og hvad kunne være følgerne af at se igennem det?

Et svagt, vaklende selv vil formentlig overhovedet ikke tillade at der bliver sat spørgsmålstegn ved det – det er det jeg har set så tit: hvis der er noget der kan få folk til at strømme ud af døren, er det en introduktion til ikke-Selv J

Buddhismen anviser en række måder at styrke og udvikle selvet på, så det bliver stærkt nok til at gide være med til at undersøge sig selv. En rolig, opmærksom iagttagelse af materielle og mentale fænomener leder til at man bliver gradvist mere centreret, stabil og samlet, ikke længere i samme grad med opmærksomheden spredt for alle vinde, på jagt efter sanseindtryk. Faktisk kan også kontemplationer af ikke-Selv, hvis det gøres fornuftigt, fra et roligt og fokuseret sind, støtte udviklingen af det empiriske selv. Skønt man i processen erkender at der ikke findes noget underliggende Selv – i form af et permanent Jeg – forbliver de omskiftelige, betingede faktorer som udgør det empiriske selv tilbage, og forståelsen af disse giver større ro.

Særligt samatha meditation – ’shi’ delen af shikan – understøtter en integrering og centrering af disse faktorer, så de fremstår mere sundt og hensigtsmæssigt, med eksempelvis større koncentration, klarhed og nærhed. Samatha meditation hjælper således til at man kan ’blive sig selv’, og at man kan finde større ro og tilfredshed, ikke mindst fordi man får lejlighed til at opleve den strålende renhed i sindets dybeste lag.

Gennem længere tids træning skulle der gerne ske det, at man udvikler sig på to sammenhængende fronter: at man på den ene side bliver mere ’sig selv’, får mere styr på sig selv, og bliver mere stabil i forhold til både ydre omstændigheder og ens egne følelser, og på den anden side bliver mere opmærksom, åben og følsom overfor andres behov og ønsker.

At sætte ord på de forskellige opfattelser af Selv, selv og ikke-Selv var slet ikke nemt! - men en interessant opgave, og vi fik en god snak.

Stilhedens væsen

2010-01-21T23:54:00.000-08:00

Det er rigtig sjovt at enten skære ned på, eller helt undgå, tale. Når man er sammen med andre bliver impulsen til at komme med input til samtalen virkelig tydelig, hvis man har besluttet at tale med omhu. Det er også interessant at se, hvad der sker når man selv giver afkald på at tale: i ni ud af ti tilfælde kommer en anden med nøjagtig det bidrag man selv fandt så vigtigt og originalt.

Og hvad er det så, man giver afkald på, når man holder mund? Jamen, det er jo for eksempel muligheden for at blive bekræftet – for at få stadfæstet at ”vi to, vi hører sammen – for vi synes omtrent det samme”, eller for at få markeret hvor klog, morsom og indsigtsfuld man er.

Stilhed er også at give afkald på en nem måde at være sammen på. Hvis man ikke har ordene til hjælp, er man nødt til at gøre sig meget mere umage for at møde hinanden. Ædel Stilhed handler nemlig ikke om at vende verden ryggen så man bedre kan lade sig opsluge af sig selv – det handler om at give plads til en anden form for samvær.

Jeg har nogen gange set eksempler på helt skæve opfattelser af, hvad Ædel Stilhed går ud på. Under intensiv træning er det helt almindeligt at man har stilhed om morgenen. Når folk ikke kan gemme sig bag små-sludren, bliver det virkelig tydeligt hvad der foregår indeni dem, og nogen vender netop verden ryggen (i helt konkret forstand: vender sig om og studerer et billede, kalenderopslag eller lignende indgående, eller sætter sig til at bladre i en bog), andre opgiver enhver kontakt eller interaktion med omverden og hænger/står halvsovende op ad en væg, mens atter andre står roligt og betragter livet som det udfolder sig lige foran dem, klar til at hilse og anerkende enhver der træder ind i rummet.

Stilheden giver mulighed for at vi kan se. Når vi taler, er der virkelig meget af vores opmærksomhed der er bundet: hvad siger jeg, hvad siger den anden, hvad kan jeg sige når han holder op med at tale – og hvornår gør han det??? Uden at skulle bekymre os om alt dette, er der ledig opmærksomhed til at se alt omkring os; de levende ting, og de der ikke er levende lige nu. Vi når at opdage øjeblikket, inden det er væk.

Ret Tale / Nem Tavshed

2010-01-19T09:07:00.000-08:00

En ting der slår mig igen og igen er, hvor nemt det er at være helt stille, i forhold til at skulle holde Ret Tale. Tavshed er ikke specielt svært - det er jo i virkelig en ren 'ikke-ting': man lader bare være med at sige noget, så er missionen vellykket. Det er ikke spor vanskeligt.

Problemerne opstår når man vælger at gå ind i en kommunikation, men kun ønsker at tale 'ret' - altså, som nævnt i går, kun sige det som er både sandt og nyttigt. Det er til at blive helt forpustet af! Det er blevet virkelig tydeligt for mig, hvor mange valg jeg faktisk træffer i løbet af en dag (- i løbet af en enkelt, sølle lille samtale...). Hvert eneste ord er et valg, aktivt eller rent reflektorisk, og alle har de konsekvenser, som jeg skal leve med.

Jeg har talt helt usædvanligt meget i dag, fordi jeg har været ude og undervise, og det er ikke engang slut endnu. Jeg har nemlig stadig et sangha-møde til gode!

Nøj, det er fristende at snuppe den nemme løsning og bare holde mund ;)

Mit hjørne...

2010-01-18T08:22:00.000-08:00

Bloggens navn er inspireret af Saichos vejledning om vi alle, hver især, skal sørge for at lyse op i vores eget hjørne af verden. Det er en meget praktisk ting at gøre; tænde lys i sin del af verden - og bloggen vil også først og fremmest handle om praksis. Jeg vil forsøge ikke at skamride mine filosofiske kæpheste herinde, men snarere lade det være et sted til inspiration for dem, der gerne vil omsætte Buddhas lære i konkrete hverdagshandlinger og -overvejelser.

Jeg vil se nærmere på kommunikation i denne uge - det er jo oplagt, når jeg nu har udvidet mit kommunikationsfelt med en blog. Jeg vil se på, hvordan jeg kan bruge buddhismens rettesnor 'Ret Tale' i min hverdag.

Ret Tale handler ikke nødvendigvis om at tale i kærlige og behagelige vendinger. Det handler om at være opmærksom før man taler, så man kun siger det som er både sandt og nyttigt; at være opmærksom når man taler, så man er fuldkommen til stede sammen med den man taler med; og endelig at være opmærksom når man har talt, så man er sikker på, at budskabet er ordentligt leveret.

Internettet er ikke et specielt velegnet kommunikationsmedie, noget man lynhurtigt kan overbevise sig om ved at kaste et blik på et par af de mange diskussionsfora - ikke mindst nogen af de buddhistiske! Men netop mediets svagheder gør det faktisk til et perfekt hjælpemiddel: der er kontant afregning for nærmest enhver fejl vi begår, og vi har rig lejlighed til at gå tilbage i tid og lære af vores (og andres) tidligere erfaringer.

Det er helt i orden at begå fejl - mit mål er bare at nøjes med at begå hver fejl én gang ;)

Velkommen

2010-01-18T07:19:00.001-08:00

Velkommen til mit hjørne af verden.

Som alle andre bloggere har jeg naturligvis også spurgt mig selv, om det her virkelig er en god ide... Jeg har spurgt om endnu en blog er det bedste jeg på nogen måde kan bidrage til verden med (nej!). Jeg har spurgt om jeg virkelig har så meget på hjerte, at der er materiale nok til en blog (JA!). Og så har jeg spurgt om det jeg har på hjerte, er så interessant at det retfærdiggør en mangfoldiggørelse (hm...).

Hvorom alting er: her er jeg - og jeg håber at jeg i det mindste vil få det sjovt ;)